Leverandører af pakkemaskiner fusionerer
Ubro Systempac og Vangby, der begge er 100 procent ejet af svenske Opti Group, har besluttet at fusionere deres aktiviteter for at styrke deres position som specialister inden for end-of-Line packaging med fokus på pakkemaskiner, emballage og service.
Det nye selskab vil fremover operere under navnet Ubro Vangby.
Selskabet fortsætter med at operere fra de nuværende lokationer i Hvidovre og Ringsted, mens Vangbys svenske datterselskab fortsat vil operere under navnet Vangby Sweden AB.
Fokusområderne vil være foliepakning, kassepak, pallepak og godssikring.
Et stærkere fælles fundament
De to danske selskabers fremtidige ledelsesteam, Anders Bramm og Jørgen Staun, ser frem til de muligheder, fusionen skaber.
- Fusionen markerer en vigtig milepæl, hvor vi skaber et selskab med stærke produkter og specialiserede kompetencer. Vores mål er at levere innovative og skræddersyede løsninger, der skaber værdi for både nuværende og fremtidige kunder, udtaler de.
Sammenlægningen påbegyndes straks, men indtil sammenlægning er fuldt gennemført, vil de to virksomheder fortsætte med at operere i deres respektive selskaber. Den endelige fusion forventes at være afsluttet i løbet af andet kvartal 2025.