Tæt på ny overenskomst for industrien
![](https://image.nordjyske.dk/users/nordjyske/images/121452256.jpg?t%5Bstrip%5D=true&t%5Bcrop%5D%5Bwidth%5D=1920&t%5Bcrop%5D%5Bheight%5D=1280&t%5Bcrop%5D%5Bx%5D=0&t%5Bcrop%5D%5By%5D=0&t%5Bresize%5D%5Bwidth%5D=660&t%5Bresize%5D%5Bheight%5D=440&accessToken=b4fea950985d685da4001e9bc6ffa57a6c4018fc0b8ce253a0c17921858860d3)
Industriens parter indkalder til forhandlinger i weekenden med henblik på at nå en aftale om nye overenskomster.
Det skriver CO-industri og Dansk Industri i en pressemeddelelse.
Parterne skal nå til enighed om nye overenskomster på industriens område for cirka 6000 virksomheder og 230.000 medarbejdere.
Aftalen for industrien sætter normalt den økonomiske ramme for resten af overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked.
Weekendens forhandlinger finder sted i Industriens Hus i København.
CO-industri er et samarbejde mellem ni fagforbund, herunder Dansk Metal, 3F og HK Privat.
Det er Dansk Metals formand, Claus Jensen, og formand for 3F Industri Mads Andersen, der forhandler på vegne af forhandlingsfællesskabet.
På arbejdsgivernes side af bordet sidder Dansk Industris topchef og viceadministrerende direktør Lars Sandahl Sørensen og Kim Graugaard.
To overenskomster er dækket af forhandlingerne. Det er Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte samt Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer.
Forhandlingerne på industriens område blev officielt skud i gang 6. januar.
Siden har parterne udvekslet krav og forhandlet for at nærme sig en aftale.
Lønmodtagerne vil gerne have en fremgang i reallønnen, der er stor nok til at indhente noget af den fremgang, som gik tabt i årene med høj inflation.
Omvendt slår arbejdsgiverne på, at fremtiden i et makroøkonomisk perspektiv er usikker.
Det vides endnu ikke, om der lander en aftale i weekenden. Det afhænger af, om parterne kan blive enige om de sidste ting.
Der blev senest forhandlet overenskomster på det private område i de første måneder af 2023.
Dengang var inflationen høj og det skabte usikkerhed om de økonomiske udsigter.
Denne gang har parterne forhandlet på en mere rolig baggrund, når det kommer til inflationen, der i Danmark ser ud til at have stabiliseret sig under to procent.
Netop det fremhævede DI-topchef Lars Sandahl Sørensen, da forhandlingerne blev skudt i gang.
- Vi kan glæde os over, at inflationen er under kontrol. Den er kommet under to procent. Det påvirker selvfølgelig også rigtig mange af de ting, vi taler om, når vi nu sætter os til forhandlingsbordet, sagde han på et pressemøde.
Han understregede dog samtidig, at det fortsat er svært at spå om fremtiden og kaldte forhandlingerne for "vanskelige".
Claus Jensen, formand for Dansk Metal, glædede sig dengang over, at den tabte realløn er blevet indhentet.
- Men det, der er i manko her, er jo den reallønsfremgang, som industriens ansatte helt berettiget kan forvente at få år efter år, sagde han på pressemødet i januar.
/ritzau/