23948sdkhjf

Tidligere Mærsk-mand i spidsen for fynsk industrivirksomhed

Faaborg-virksomheden Skako Concrete har fået ny topchef.

Ronnie Brandorff Jensen overtager roret som administrerende direktør med en solid baggrund fra ledende stillinger i internationale virksomheder. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

- Jeg er utrolig begejstret for at slutte mig til Skako Concrete som administrerende direktør. Det er en stor ære at blive en del af denne traditionsrige virksomhed, som jeg altid har beundret for dens innovative tilgang til industrien og stærke værdier, udtaler Ronnie Brandorff Jensen.

Ronnie Brandorff Jensen kommer senest fra en stilling som administrerende direktør hos Faerch i USA og har tidligere bestridt ledende positioner som COO hos Maersk Container Industry HQ og som administrerende direktør for Maersk Container Industry i Chile.

Hans omfattende erfaring forventes at bringe ny dynamik til Skako Concrete. Lars Nørgaard, bestyrelsesformand for Skako Concrete, udtrykker stor tillid til den nye topchef:

- Ronnie er en fremragende kapacitet på sit felt, og vi er begejstrede for at have ham ombord. Med hans omfattende erfaring og stærke ledelsesevner er vi overbeviste om, at Ronnie vil tilføre stor værdi til vores virksomhed og vores kunder, og at han kan bringe Skako Concrete til nye højder, siger han.

Den nye administrerende direktør vil fokusere på at styrke interne processer og medarbejderengagement, men hans primære opgave bliver at fortsætte udviklingen af innovative og bæredygtige løsninger.

Skako Concrete blev i efteråret 2023 solgt til investeringsselskabet Zefyr Invest IV. Virksomheden producerer maskiner og komplette anlæg til fremstilling af beton.

- Som en projektbaseret virksomhed, der leverer tilpassede løsninger, er nøglen til succes at forstå og imødekomme kundernes unikke behov, hvilket er en af Skako Concretes styrker. Skako Concrete vil fortsætte med at levere bæredygtige og innovative løsninger til kunderne og på denne måde styrke vores markedsposition, forklarer Ronnie Brandorff Jensen.

Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063