Tysk afmatning har kostet 45 arbejdspladser hos aluminium-specialist
Tysk industri kører i slæbegear for øjeblikket og har mere end svært ved at få gang i væksten.
Det påvirker danske underleverandører, og en af disse er Tønder-virksomheden Alunited, der producerer bremsepedaler til den tyske bilindustri. Her har man måttet afskedige 45 af virksomhedens 150 medarbejdere. Det skriver DR.
- Vi kunne sige, at vi beholder 150 mennesker, og efter to år er vi så bankerot. Eller vi kunne gøre det rigtige, reducere i folk og sikre firmaets fremtid, siger teknisk direktør Udo Petschat til DR.
Ifølge ledelsen er Aluniteds økonomi nu tilbage på sporet, og derfor er der ikke planer om flere fyringer.