Trecifret millionbeløb skal gøre flere SMV’er cirkulære
Danmark halter bagud i forhold til sammenlignelige nabolande, når det handler om at være cirkulære. Vi er kun 4 procent cirkulære, og sammenlignet med Holland, der er 24,5 procent cirkulære, er vi langt bagefter. Vi er også godt under det globale gennemsnit på 7,2 procent.
Det skal der handles på, da det ikke bliver lettere at hoppe på vognen for danske virksomheder, når de også bliver ramt af omfattende EU-krav om bæredygtighed, fortæller medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd Jensen:
- Den grønne omstilling er ikke alene en samfundsudfordring. Den er også et vækstpotentiale for tusindvis af SMV’er, der kan styrke deres konkurrenceevne ved at blive bedre til at håndtere grønne krav i markedet og anvende ressourcer meget bedre i værdikæderne. Her er det afgørende at arbejde strategisk og kommercielt med cirkulær økonomi og samtidig sørge for, at mange flere SMV’er kan leve op til skærpede krav fra EU på det grønne område, siger han i en pressemeddlele.
Med hjælp fra blandt andre private rådgivere, vidensinstitutioner og klynger vil SMV’er kunne udvikle og demonstrere samt implementere og skalere cirkulære tiltag og løsninger med det formål at modne og understøtte samarbejde mellem virksomheder i værdikæder.
- Det er især SMV’erne, der har svært ved at få en cirkulær produktion i gang, reducere affaldsmængder og udvikle cirkulære forretningsmodeller og løsninger. Vores investering skal derfor hjælpe flere hundrede SMV’er ind i cirkulære værdikædesamarbejder. I mange virksomheder er der uudnyttede kommercielle muligheder forbundet med at blive bedre til at tjene penge på at løse samfundsudfordringer, for eksempel ved at få produkter til at leve længere – og her hjælper vi danske SMV’er på vej, siger Johannes Lundsfryd Jensen.
Fakta om indsatsen Cirkulære værdikædesamarbejder i for SMV’er
- Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse investerer i alt 290 mio. kr., heraf 90 mio. kr. decentrale erhvervsfremmemidler og 200 mio. kr. fra EU’s Regionalfond.
- Det forventes, at mere end 300 virksomheder forbedrer deres forudsætninger for at arbejde med bæredygtighed og cirkulær økonomi gennem indsatsen.
- Det forventes, at mindst 50 innovative SMV’er udvikler koncepter til nye cirkulære produkter og løsninger og investerer 20 mio. kr. i maskiner og udstyr med henblik på omstilling til cirkularitet.
- Effekter i form af forventeligt 70.000 tons affald per år, der i projektperioden anvendes som råvarer, samt en skønnet reduktion af drivhusgasemission på 390.000 tons CO2-ækvivalenter per år.