Hydraulik-gigant forventer stabilt 2025
Hydraspecma har torsdag offentliggjort regnskab for 2024. Det viser en omsætning på 3,031 mia. kr., svarende til en beskeden vækst på 2 procent sammenlignet med 2023.
Væksten i omsætningen var primært drevet af høj aktivitet i Renewables-divisionen og stærkt salg inden for power systems.
Ebitda steg med 5 procent til 339 mio. kr., delvist hjulpet af effektiviseringer inden for logistik og automatisering, mens overskuddet før skat faldt med 16 procent til 136 mio. kr.
- Hydraspecma høster nu fordelene af vores nylige investeringer i faciliteter, logistik og automatisering, hvilket har understøttet ebitda i Global OEM-divisionen, skriver Hydraspecma i sit årsregnskab.
Hydraspecma fremhæver, at virksomheden er godt positioneret på stærke produktplatforme inden for vindmølleindustrien, og at salget til marine- og forsvarskunder har været særligt stærkt. Derimod oplevede andre dele af Global OEM-divisionen samt Nordic OEM/IAM-divisionen et forventet fald i aktiviteten.
Hydraspecma har gennemført flere strategiske tiltag i løbet af 2024, herunder integration af Ymer Technologys vindmølleforretning og konsolidering af aktiviteter i Indien, Kina og Danmark.
I 2025 forventer Hydraspecma en omsætning på 2,9-3,2 mia. kr. og et ebitda på 340-370 mio .kr.
Renewables-divisionen forudser en stærk præstation i første halvdel af året, efterfulgt af en afmatning i anden halvdel. Global OEM-divisionen forventer fortsat positivt momentum inden for power systems, mens mobile OEM-segmentet forventes at opleve en lav aktivitet i begyndelsen af året.
Artiklen er en del af temaet Regnskab.