Anmasi kigger mod syd
Den jyske leverandør af ultralydsrensere er klar til at udvide med salg i Tyskland.
Nyheden er virksomhedens Silent Sonic-ultralydsrenser, som udmærker sig ved at være særdeles lydsvag og i øvrigt blev lanceret som nyhed på dette års HI-messe.
- Vi har netop fået godkendt vores EU-varemærkeansøgning på Silent Sonic-navnet, og det betyder, at vi har alle rettigheder til Silent Sonic-navnet i hele EU, fortæller Anders Hedeby Sørensen.
Tysk agent på trapperne
Baggrunden er selvfølgelig, at Anmasi vil sikre sig alle rettigheder til navnet, så det nu kan udrulles i andre europæiske lande.
- Vores navn er noget af det mest værdifulde, vi har. Maskiner kan kopieres, men navnet er unikt for os, forklarer Anders Hedeby Sørensen, der sammen med Jan Hedeby Sørensen allerede er i konkrete forhandlinger med agenter i udlandet.
- Vi har allerede eksporteret en del til Norge, og derudover har vi lige startet et samarbejde med forhandlere i Holland, Belgien og Tyskland, siger Anders Hedeby Sørensen.
Succesfuld EMO-messe
Specielt i Tyskland har Anmasi forhåbninger om at kunne opbygge et solidt marked for virksomhedens ultralydsrensere.
- Derfor var vi også med på årets EMO-messe, hvor vi faktisk solgte flere anlæg direkte fra standen. Derudover har vi selvfølgelig sendt en masse tilbud ud efter messen, som vi er ved at følge op på, fortæller Anders Hedeby Sørensen, og slutter.
- I tillæg har vi nu også ansat en sekretær i virksomheden, som netop har en tysk baggrund. Ideen er, at når der kommer tyske kunder, så kan hun kommunikere med dem på perfekt tysk, og hun kan også sikre, at alt er korrekt, når vi skriver tilbud og så videre.