Fusion skaber stor trykluftvirksomhed
Ardua Reno-FF og Trykluft Centret Århus har besluttet at fusionere med virkning fra 1. oktober.
Det fusionerede selskab håber inden for kort tid at kunne annoncere et nyt navn, som signalerer og understøtter virksomhedens position som førende aktør på det danske marked. I forbindelse med fastlæggelse af nyt navn ønsker selskabet at involvere såvel medarbejdere som kunderelationer.
Det fusionerede selskab bliver en af branchens største aktører med en omsætning på over 125 mio. kr. og 67 medarbejdere.
- Vores sammenlægning skal gøre os langt mere effektive og dynamiske. Ved at kombinere vores kompetencer og geografiske dækning vil vi være med til at sikre vores eksisterende og nye kunder de mest konkurrencedygtige løsninger, siger Peter Gersdorff Madsen.
Afdelinger sammenlægges
Den nye direktør understreger, at man over de kommende år kommer til at opleve en vækst i antallet af medarbejdere i selskabet.
- Selskabet vil fremadrettet repræsentere Danmarks førende og bredeste produktsortiment inden for både stempel- og skruekompressorer i form af egne varemærker Reno, FF samt Gardner Denver og Ingersoll Rand skruekompressorer, som repræsenterer to førende internationale varemærker. Herudover besidder selskabet en position som markedsleder inden for stempelkompressorer og højtryksrensere inden for primært landbrugs- og autobranchen, udtaler Jørn Iversen, administrerende direktør i Ardua Reno-FF og ny direktør med ansvar for Forhandlersalg Danmark og eksport, samt produktion og lager i Thyregod.
- Selskabet vil være stærkt positioneret til at fortsætte en stærk organisk vækststrategi. Samtidig vil vi være offensive i vores vækststrategi og kontinuerligt undersøge akkvisitionsmuligheder og samarbejder i vores branche. Det er ambitionen, at vi skal sikre en position som ubestridt markedsleder på alle parametre, understreger den nye bestyrelsesformand Mads Heine.
Ved fusionen sammenlægges afdelingerne i Stilling og Egå i Århus, som herefter udgør hovedafdelingen for industriel trykluft og service. Herudover har Industri og Service en række satellitafdelinger, hvoraf man på Sjælland forventer at etablere en større afdeling, som kan understøtte den nye position på markedet. Afdelingen i Thyregod forbliver hovedafdeling for produktion, lager, højtryk, eksport og forhandlersalg.