Hoyer Motors i offensiven
Motor-leverandøren har haft vokseværk i 2013 og har blandt flere forskellige tiltag udvidet med tre salgskontorer i Europa.
Kontoret i Rotterdam dækker nu alle Benelux-landene samt Frankrig, hvor blandt andet marinebranchen viser stor interesse for Hoyer Motors’ produkter og servicepakke. Fra München er der fokus på hele Tyskland samt Østrig og Schweiz, og den fysiske placering er ideel i forhold til flere af de største tyske kunder.
Samme setup
Trods de nye kontorer bruger man samme setup og forretningsmodel. Motorerne sendes stadig fra lageret i Danmark, og det er samme kvalitetsafdeling, tekniske afdeling med mere, der understøtter det daglige salgsarbejde. Den væsentlige forskel er den lokale tilstedeværelse.
- Uanset hvor international en virksomhed bliver, og hvor internationale kunderne er, så foretrækker langt de fleste altså at købe lokalt af folk, der taler samme sprog, har samme kultur, mentalitet og så videre. Det minimerer risikoen for misforståelser og giver mere fleksibilitet på grund af den kortere fysiske afstand til kunden. Derfor har vi set det som en nødvendighed for vores vækst at åbne nye afdelinger, siger Ketil Vesterlund, CEO, Hoyer Motors Europe.
Svensk fremgang
Den 1. december åbnede Hoyer Motors dørene for et nyt salgskontor i Stockholm, hvor der udelukkende er fokus på det svenske marked. Sverige har altid været et centralt marked for forretningsenheden Hoyer Transmissions, men i de senere år har der været en stigende efterspørgsel efter motorer.
Det er blandt andet hos store OEM-kunder, at man oplever succes med skræddersyede kundespecifikke setups. Hoyer har i flere år haft en sælger boende i Sverige, men med salgskontoret i Stockholm markerer virksomheden tydeligt, at der satses mere målrettet og langsigtet.
- Den svenske industri har klaret sig godt efter krisen, og generelt er der en positiv stemning i markedet. Når dette sammenholdes med, at vores forretningsmodel matcher de svenske virksomheders høje krav og forventninger til en leverandør, ja så er der ikke nogen tvivl om, at det nye kontor er den rigtige vej at gå, siger Louis Svane, area sales manager i Sverige.
Med de tre nye salgskontorer melder Hoyer Motors sig for alvor ind i kampen om det europæiske marked for elektromotorer.