Skraldespandskongen: Hvis jeg stopper, rynker sindet
71-årige Bjarne Nørskou fra Brovst behøver ikke at gå på pension for at nyde livet i spidsen for den slægtsfabrik, der nærmest har kostet ham familien.
71-årige Bjarne Nørskou har nu arbejdet i sin families virksomhed i 57 år, siden han startede som værktøjsmagerlærling i 1956. Han ser stadig ikke sin egen fratrædelsesdato i nogen horisont.
Man kan hverken tage Bjarne ud af fabrikken eller fabrikken ud af Bjarne. Således hedder han Bjarne, fordi forbogstavet er B som i Brovst og i Blikvarefabrik. Og det er derfor, Bjarnes søn, som er udset til at skulle overtage virksomheden en dag, hedder Bjørn.
Det var Bjarne Nørskous farfar, som i 1937 kom til Brovst i Nordjylland fra Harboøre i Vestjylland. Han havde allerede i 1902 overtaget et blikkenslagerfirma ved vestkysten.
- I 30'erne var der jo meget lidt at lave, men så hørte min farfar, at kirkerne her i Han Herred skulle have nye zinkafdækninger, og at et nyt sygehus skulle bygges.
Og det blev starten for Brovst Blikvarefabrik og Varmgalvanisering, som skød op ved siden af den jernbane, som i 70 år forbandt Aalborg med Thisted, og som stationsbyen Brovst opstod omkring.
Nu ligger der en asfaltvej der, hvor togene rullede ind mod byens station, og Bjarne Nørskou husker stadig, hvordan godstogene holdt stille, mens man trillede asfalttromler ned ad baneskråningen og ned til fabrikken,
Set fra vejen, hvor jernbanen lå, ser fabrikken næsten fuldkommen ud, som da den blev opført, og fabrikkens beliggenhed bag byens gågade er også et sjældent levn fra dengang, fabrikkerne lå indeklemte i byerne og ikke ude ved omfartsveje og tæt på byskiltene.
Bjarne Nørskou, som titulerer sig selv som fabrikant, er stolt af historien, men endnu mere stolt af, at han leder en fabrik, der ifølge ham selv altid kigger fremad mod fremtidens behov.
- Ja, jeg er fabrikant, og det er ikke noget, jeg kalder mig, fordi det lyder gammeldags. Jeg bryder mig bare ikke om at være direktør, for her er der ingen, der har ansat mig som direktør. Det er mig, der driver en fabrik.
Og han har aldrig villet andet, bedyrer han. Som dreng rodede han i familievirksomhedens affaldsdynger for kasseret blik, og hans yndlingsleg som barn var fabrikslege. Bjarnes kammerater legede lystigt med, men Bjarne var altid chefen for det hele. Fabrikant.
Hvis han da ikke spillede fodbold i den lokale idrætsforening. Kilder fortæller, at han var så dygtig til fodbold, som man kunne være, uden at en større divisionsklub plukkede ham, som det skete med den jævnaldrende landsholdsspiller Kjeld Thorst, som også kom fra Brovst-egnen.
Eller også turnerede Bjarne i nabolagets haver med den schæferhund, som vogtede blikfabrikken uden for åbningstid, og spændte den for en trækvogn og opførte klovnenumre og akrobatnumre under navnet "Cirkus Bjarne". Så vidste man også i det halve af Brovst stationsby, hvem byens cirkusdirektør var.
- Min fantasi fejlede i hvert fald ingenting som dreng, bemærker han.
Og fantasien og ledergenet har næppe heller fejlet noget hos den voksne Bjarne Nørskou. Ikke ifølge ham selv og folk tæt på ham.
Som udlært værktøjsmager pendlede han fra 1960-1962 til teknisk skole i Aalborg for at blive uddannet som maskiningeniør, og fra 1962 var han juniorchef på familiens fabrik. Derfra har han i mere end 50 år lanceret hele den produktserie, som har gjort Brovst til danskernes skraldespandsmærke.
Det lille runde gule logo på størrelse med en flaskekapsel, hvor der står Brovst med sorte bogstaver, syner ikke alverden, og det er nemt at overse Brovst-mærket, når ispinden skal smides væk i byen langs fortove, i hjørnet af rastepladsen eller langs gangstien i skoven.
Men der findes næppe et menneske i kongeriget, som ikke har smidt skrald i en spand, som Bjarne Nørskou selv har tegnet, lavet prototype over og gjort salgsmoden. I Brovst praler man ikke, men Bjarne Nørskou sætter ikke sit lys under sin egen varmgalvaniserede blikspand, når han skal fremhæve, hvad han er god til: At opdage en mulighed og sælge ved enhver given lejlighed.
Hans yndlingseksempel er dengang, han krydsede Limfjorden ved Aggersundbroen og præsenterede en kobberspand for Ege Andersen, den nu afdøde konge af rørfabrikken i Løgstør. Ege Andersen var oprindelig kobbersmed, og det var han livet igennem stolt af at blive kaldt, og Bjarne Nørskou var opmærksom på, at fabrikken skulle fejre jubilæum.
- Min far mente, det var en tosset idé, men Ege Andersen sagde ja tak og bestilte omgående 400 kobberspande, som han forærede i jubilæumsgave til medarbejdere og forbindelser. Og så blev mine spande næsten mere omtalt end deres eget jubilæum, griner han.
Som ganske ung kom han i forbindelse med producenterne af lysebrune papirskraldesække fra Bates i Nørresundby. Hvis blikvarerfabrikken kunne skabe et system til disse papirsække, så kunne danskerne få 52 papirsække om året, og man kunne udfase de store firkantede skarnkasser, som Brovst Blikvarer producerede.
Bjarne Nørskou designede derpå den kendte sækkeholder, som senere blev anvendt af kommunale skraldemænd i hvert et hjørne af landet, og i 1972 havde Brovst Blikvarer solgt 800.000 skraldestativer.
Han er stolt af sloganet "blik for fremtiden". For få år siden flyttede løntunge dele af produktionen til Kina for at gøre varerne konkurrencedygtige på markedet. Nu produceres cirka en tredjedel af Brovst-varerne i Kina, men ifølge Bjarne Nørskou er det for at sikre Brovst-fabrikken. Ikke for at afvikle den.
- Tillidsmanden spurgte, om det var begyndelsen på slutningen for blikvarer i Brovst, men mit svar var: netop ikke, tværtimod. For hvis ikke vi flyttede, så ville vores kunder gøre det og få tingene lavet i Kina, så vi gjorde det på det rigtige tidspunkt.
Produktserien består nu af 550 artikler, som kan findes i flere afdelinger af ethvert byggemarked.
- Man holder ører og øjne åbne, siger han og nævner et eksempel fra dengang, hvor det for alvor blev en dille at grille.
- Når man ser, der ligger grillkul hos folk og drysser og laver sorte pletter på terrassen, så fremstiller man en spand, der lige passer til ti kilo grillkul, siger han og fortsætter:
- Når skorstensfejere får besked af Arbejdstilsynet om, at de ikke må kravle på tagene uden tagtrin, så går man i gang med at udvikle sådan nogle tagtrin, der passer til enten tegltage eller eternittage, fortæller han.
Bjarne Nørskous far drev fabrikken helt frem til sin død i 1991, hvor han nærmest døde med arbejdstøjet på, og hvor sønnen Bjarne overtog skraldetronen i en alder af cirka 50.
Bjarne havde altid fornemmet, at det var ham, der skulle videreføre familiefabrikken, men det ville to søstre og en svoger ikke lade ham gøre alene, da overdragelsen stod for, beretter Bjarne Nørskou.
Det udløste en familiestrid, hvor det lykkedes Bjarne Nørskou at vippe søstrene og svogeren af den lederpind, som Bjarne Nørskou ville have for sig selv.
Det har haft den høje pris, at Bjarne Nørskou ikke længere har nogen som helst kontakt med disse familiemedlemmer.
- Jeg er sikker på, at det var min fars tanke, at jeg skulle være lokomotiv, mens de andre kunne være ansatte. Men så fik de den tanke, at vi skulle være på lige fod alle sammen, fortæller han og siger, at han truede med at åbne en konkurrerende fabrik på den anden side af vejen.
- Så jeg trak det længste strå, og jeg er overbevist om, at hvis det var gået, som de andre ville have det, så havde fabrikken ikke været her i dag. Så havde vi været for mange kokke til at fordærve maden, og så havde vi været væk lige som alle de andre fabrikker, der forsvandt, siger han og nævner teglværket, møbelfabrikken og C.O. Jensens Maskinfabrik. De lå alle i byen omkring den gamle jernbane, men blikvarefabrikken er den eneste tilbageværende.
Han er ked af, at generationsskiftet splittede sammenholdet i søskendegruppen, som før havde haft et almindeligt, fordrageligt familieforhold, men han kan ikke fortryde, at han stod stejlt på sit krav om at være enehersker.
- Arbejde og følelser er to vidt forskellige ting, man ikke skal blande sammen, og inderst inde kan det godt såre, fordi jeg ikke mener, at det var mig, der på noget tidspunkt ændrede kurs. Jeg har haft retning mod det her, siden jeg legede fabrik som dreng, jeg har været ansat hele tiden, og jeg mener stadig ikke, det var en fejl fra min side, at jeg forhindrede nogle i at springe ind fra sidelinjen, som ikke havde uddannelsen eller forudsætningerne.
Så prisen har været høj. Han fortæller, at han har fundet støtte i sit netværk af ledere.
- Jeg har talt med mange, erhvervsledere og politikere, som kan nikke genkendende til det. Erhverv og politik er benhårdt, og ens venner kan lige pludselig blive ens fjender. Men i modvind tager livet sin form, har gruppen Tørfisk vist sunget. Der sker ting i livet, som man ikke kan forhindre, og så må man arbejde videre ud fra det.
Bjarne Nørskou er som 71-årig slet ikke pensionsmoden, hvis det står til ham selv. Ikke så længe helbredet er intakt. For selv om nogle ville foretrække at hæve en pensionsopsparing og "nyde livet", så nyder blikfabrikanten allerede livet. Han understreger, at han ikke behøver en strand og en liggestol.
- Det her er livet for mig. Jeg har set folk her i Brovst på min egen alder og endda også folk, der er yngre, og som jeg har kendt hele livet. Jeg ser et par stykker, som trasker rundt i gaderne og ikke ved, hvad de skal finde på.
Og som stolt hjemmefødning i Brovst har han aldrig længtes efter at komme rundt og se verden. Bortset fra at han altid har elsket at holde bilferier.
Hele hans verden kan stort set ligge i Brovst, og han siger, at han altid har været tilfreds med de daglige udfordringer i arbejdet og i fritiden.
- Jeg har i høj grad haft besat min fritid. Jeg har siddet i flere erhvervsråd, været kredsformand for de konservative, været formand for den selvejende institution Brovst Stadion og arrangeret dyreskue og folkefester. Nej, jeg har aldrig følt, at der ikke var spænding i mit liv.
Dåbsattesten lyver dog ikke, og han drøfter selvfølgelig med sin søn Bjørn Nørskou, hvordan fremtiden skal se. Selv om farmand Bjarne gerne vil blive her så længe som muligt.
- Det skylder man den næste generation. De skal have vished om, hvad der skal ske, siger han.
Derfor har han "stille og roligt" indledt drøftelserne med sønnen om, hvordan fremtiden skal være.
- Det skal ikke nødvendigvis være fabrikantens søn, der skal overtage, men jeg synes, det er synd, hvis der ikke er nogen i familien, som vil overtage den. Altså, hvis de har viljen og forudsætningerne.
Artiklen er en del af temaet Portræt.
