23948sdkhjf

Rolf Schmidt Industri Plast i offshore fremgang

Offshore-branchens underleverandører kigger i stigende grad mod plastindustrien, når der skal fremstilles emner. Det kan mærkes hos Kolding-virksomheden, som leverer til både danske og norske aktører i branchen.
Det er den høje korrisionsbestandighed og den lave vægt i forhold til stål, der gør plastmaterialer velegnet til installationer på vandet. Det er flere underleverandører blevet opmærksomme på, og Flemming Andreassen, direktør hos Rolf Schmidt Industri Plast, glæder sig over fremgangen.

- Vi nærmer os punktet, hvor 10 procent af den samlede omsætning kommer fra offshorerelaterede projekter. Det er vi meget tilfredse med, da vi ikke har haft en decideret strategi for området. Ordrerne er kommet drypvis, og er så blevet til flere og flere, siger direktøren og tilføjer, at det er et overordnet mål for hele plastbranchen at få gjort opmærksom på fordelene ved plast i forbindelse med havinstallationer. Flemming Andreassen fortsætter:

- Det bærende materiale på vandet er og bliver stål, men det ruster med tiden og kræver meget vedligehold. At plast også er lettere at transportere giver fine perspektiver for vores branche. Vi skal have en større bid af kagen på sigt. Det gør Plast Center Danmark også en ihærdig indsats for.

Blåstemplet af nordmænd
Kolding-virksomheden er kendt for at arbejde med emner i mindre serier, og netop dét passer godt til segmentet. Ofte er leverancerne koncentreret om fremstilling af ganske få specialdele, der skal leveres nu og her. Det er kunder fra Danmark og Norge, som henvender sig til plastfabrikken, når det skal gå stærkt.
Flemming Andreassen siger:

- Det er fire år siden, vi fik de første offshore-relaterede ordrer, og Norge kom først. Vi har ikke voldsomt mange kunder deroppe, men en håndfuld af dem arbejder primært på vandet. Det er vores korte leveringstid som har fået dem i folden. At nordmændene kan bruge os, har på en måde også blåstemplet os i Danmark.

Flemming Andreassen understreger, at man fremover vil satse mere struktureret på målgruppen. Der er foretaget opgraderinger i både administration og produktion, og det smitter også af på salgsafdelingen.

- De organisatoriske ændringer betyder, at alle i huset har fået mere luft i dagligdagen. Det kan vi drage nytte af i det opsøgende arbejde. Et forretningsområde i vækst skal selvfølgelig forfølges, slutter direktøren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078