23948sdkhjf

Masser at hente, hvis offshore-kæden tæmmer prisen

Omkostninger er mere afgørende end nogensinde, men så er jobudsigterne til gengæld gode, vurderer branchens videnscenter.
Op imod 20.000 nye danske offshore-job inden år 2020. Det mener divisionsdirektør Morten Basse Jensen fra Offshoreenergy.dk - det danske videnscenter for offshore-industri – at der er udsigt til, men der skal kæmpes hårdt for gevinsten.

De 20.000 nye job vil være omtrent ligelig fordelt mellem havvindmøller og indvinding af fossile energikilder, og på begge områder vil der ske en masse aktiviteter, som kommer den danske forsyningskæde til gode, tror han.

Inden år 2020 skal der i Nordeuropa – især ved kysterne ud for Frankrig, Tyskland og Storbritannien - rejses nye havvindmøller med en samlet kapacitet på 35.000 megawatt. Til sammenligning er den netop indviede havvindmøllepark på Anholt på 400 megawatt.

- Det er bare de projekter, som vi allerede nu ved skal blive en realitet, siger han.

Nu bliver olien dyrere at hente
Også på olie- og gasfelterne vil der være stor aktivitet i de kommende år. Det skyldes især, at energireserverne bliver stadig sværere at indvinde, fordi de befinder sig dybere nede og på mindre felter, og det vil øge efterspørgslen på nyt teknologisk udstyr.

Men skal den danske forsyningskæde nyde godt af den stigende efterspørgsel, så er det nødvendigt, at danske virksomheder bliver mere kosteffektive.

De multinationale vindmøllekæmper har for længst meldt ud, at omkostningerne skal nedbringes i 2020 med cirka 40 procent.

En nyere tendens er dog ifølge Morten Basse Jensen, at der nu også kommer mere fokus på kosteffektivitet på olie- og gasområdet.

- Der skal man have pris på udstyr og processer bragt ned på et niveau, hvor det ikke har været tidligere, fordi vi nu tager fat på den del af olien, som er sværere at indvinde. Marginalfelterne. Kan vi ikke nedbringe produktionsomkostningerne, så bliver olien for dyr at hente op, og det vil ikke kunne betale sig, siger han.

- Den tid, hvor man bare kunne bore i undergrunden og så kom olien af sig selv, den tid er ved at være forbi.

Forsyningskæden forandrer sig
Morten Basse Jensen mener, at det stadig er masser af plads til nye underleverandører i serviceleddet, som gerne vil have del i offshore-eventyret.

- Der er stadig mange, som ikke har arbejdet på området før, men som har nogle relevante kompetencer eller produkter, som kan bruges. Men de skal selv finde ud af, hvad der kan bruges og hvordan man tilpasser det. Der er ingen, der kommer og lægger en bestilling og fortæller, hvordan det skal laves. Man må selv være proaktiv og ikke reaktiv.

At sætte sig ind i offshore-sektorens behov er også at kvalitetssikre og få de nødvendige certifikater.

- For offshore-branchen er det lig med sundhed og sikkerhed. Her er det ikke noget salgsparameter, at man er certificeret og kan bevise, at man har sikkerheden i orden. Det er selve entrébilletten.

Men selv om Morten Basse Jensen mener, at der er plads til nye aktører, så skal branchen generelt indstille sig på, at der i fremtiden skal være færre, men større underleverandørvirksomheder på scenen.

- Jeg forventer at se en konsolidering, hvor man vil se en række opkøb og sammenlægninger af kompetencer. Nogle kommer til at bukke under, men forhåbentlig på en konstruktiv måde, fordi de er blevet købt op eller lagt sammen.

- Både havvindmøller og olie og gas er områder i vækst, men vi får intet foræret. Det er et globalt marked.

Artiklen er en del af temaet Offshore.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089