23948sdkhjf

Nu skal den svære olie hjælpes på vej op

Nyt center hos Teknologisk Institut vil sammen med olieselskaberne udnytte de eksisterende olieressourcer bedre.
Der kan være op til 70 procent olie tilbage i et reservoir, selv om det ikke længere er økonomisk rentabelt at fortsætte udvindingen. Men hvordan gør man det økonomisk rentabelt at hente den sidste, store portion?

Teknologisk Institut har oprettet et nyt fagcenter, DTI Enhanced Oil Recovery for at styrke sin position som leverandør af services til den danske og internationale olieindustri.

Centret vil udvikle, teste og implementere teknologier og metoder, der - på en fortsat miljøforsvarlig måde - skal hjælpe med at øge olieudvindingen og dermed forlænge levetiden af eksisterende oliefelter.

Nye store oliefund bliver færre og færre
Det sidste, "nemme" oliefund i Nordsøen er sandsynligvis fundet forlængst.

Tilbage er der oliefelter, som er vanskelige at udnytte, fordi omkostningerne vil overstige indtægterne, og det tror Allan K. Poulsen, centerchef i Teknologisk Institut, at man vil kunne løse i højere grad ved hjælp af forskning og udvikling.

- Vi arbejder på at udvikle nye teknologier, der får olien til at flyde lettere, samtidig styrker vi mulighederne for at kunne kontrollere væskestrømme i reservoirerne, det giver mulighed for, at man kan operere med mindre vand i forhold til den olie der produceres, siger han.

Kortlægning af væskestrømme i oliereservoir
Medarbejderne ved DTI Enhanced Oil Recovery har allerede opbygget stor erfaring med at evaluere og designe teknikker, der kan øge olieindvindingsgraden, ligesom der er stor erfaring med at arbejde offshore for at kortlægge væskestrømmene i reservoirerne ved brug af sporstoffer.

En af centrets spidskompetencer er at anvende sporstoffer til at kortlægge væskestrømmene mellem oliebrøndene og udpege områder med ineffektiv indvinding – en teknologi der er udviklet sammen med Maersk Oil.

Målingerne kan også foretages offshore, således at olieselskaberne meget hurtigt kan udnytte den viden målingerne giver, blandt andet til at tilrette deres reservoirmodeller eller undersøge hvilke forhold der har indflydelse på reservoirets væskestrømninger.

Og kan man så at sige forlænge et oliereservoires økonomiske levetid, så vil det også få positiv afsmitning på landjorden.

- Der er ingen tvivl om, at for hver dag man stadig henter olie op, lige så længe er der arbejde til servicevirksomhederne på landjorden, siger Allan K. Poulsen til Metal Supply.

Artiklen er en del af temaet Offshore.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11