23948sdkhjf

Erhvervspriser til Vestergaard Marine Service og Grenen Maskinfabrik

Den 17. januar blev Vestergaard Marine Service kåret som vinder af Vækst og Vilje Erhvervsprisen 2013 i Frederikshavn Kommune. Samtidig blev Grenen Maskinfabrik tildelt Iværksætterprisen.
Ved uddelingen af årets erhvervspriser i Frederikshavn Kommune var der fokus på den maritime og industrielle klynge, som er meget stærk i området og i vækst. Erhvervshus Nords bestyrelse kårede to lokale virksomheder, der har ydet en ekstraordinær indsats i forbindelse med erhvervsudviklingen i Frederikshavn Kommune.

Vinderen af hovedprisen Vækst og Vilje Erhvervsprisen 2013 blev Vestergaard Marine Service, som vandt blandt 15 kandidater, der var indstillet af de lokale erhvervsforeninger, handelsstandsforeninger og Turisthus Nord. Vestergaard Marine Service laver reparationer og vedligehold af dieselmotorer på marine- og offshoreinstallationer, gear, propeller med videre og er en stærk spiller i den maritime klynge.

I indstillingen stod der blandt andet: ”Årets vinder blev etableret tilbage i 2001 med blot to ansatte. Siden er det gået stødt frem for virksomheden, der i dag tæller hele 140 ansatte, og som opererer over det meste af verden, men med hjemmeadresse på Frederikshavn Havn. Det er ægte vækst og vilje. Virksomheden har høje ambitioner kombineret med sund, nordjysk fornuft, som kommer til udtryk i deres motto ’Kan du stave det, så kan vi lave det’. En model, som de har haft stor succes med, og virksomheden har på bedste vist formået at omstille sig fra de danske skibsværfters storhedstid til det nye globale marked med krav om innovative løsninger af høj kvalitet og grøn vækst.”

Ikke rocket science
Morten Vestergaard, ejer og direktør i Vestergaard Marine Service siger:

- Det betyder noget for vores stolthed at vinde. Vi har haft en udvikling, som jeg ikke selv kunne forudsige i 2001, men vi har altid haft en god tradition for at sætte os nye vækstmål, når vi har opnået ét. I et vigende marked har vi stadigvæk kunnet vækste i de senere år. Det er ikke rocket science – det er god service, der gør det. God service for os er, at kunden altid får det, han forventer, og til den pris som han forventer. Vi kan allerede nu sige, at 2013 bliver vores bedste år nogensinde både på top- og bundlinje med en omsætning, der runder 200 mio. kr.

I 2013 har virksomheden haft fokus på kvalitetsudvikling i virksomheden.

- Vi er blevet ISO 9001-certificeret og havde mange interne kurser om kvalitet for vores medarbejdere. Vi vil bruge 2014 på at udvikle vores organisation yderligere, så vi kan komme et niveau højere op, og vi vil blandt andet sætte fokus på sikkerhedsspecialisering, siger Morten Vestergaard.

Iværksætterprisen gik til maskinfabrik i Skagen
Vinderen af Iværksætterprisen, der gives til en op til fem år gammel virksomhed, blev Grenen Maskinfabrik i Skagen, der specialiserer sig i at lave komplicerede emner i stål til offshore, det maritime, minedrift og landbrug.

I indstillingen stod der blandt andet: ”Virksomheden har haft stor succes med at komme ind på det norske marked, hvor virksomhederne stiller høje krav til deres leverandører, hvad angår dokumentation, kvalitet, leveringstid og fleksibilitet. Årets iværksætter er en fagligt dygtig virksomhed med høje ambitioner og en klar strategisk plan. I stedet for at satse på få store ordrer, så går de efter bredden med specialiserede ordrer til flere forskellige brancher. Virksomheden har en klog strategi og høj kompetence, som der er et stort vækstpotentiale i.

Christian Lindgren, som ejer Grenen Maskinfabrik sammen med en norsk partner, siger:

- Det er skønt, at der er fokus på en, fordi man har gjort det godt. Vores strategi er at være specialiserede og nicheorienterede – vi vil kunne noget, som de andre ikke kan. Vi skiller os ud, fordi vi har en kort leveringstid og kan håndtere komplicerede opgaver. Vi holder, hvad vi lover, og det er en stor del af kvaliteten hos os.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094