Klumme: Talenternes århundrede
De dygtigste medarbejdere står i høj kurs – og det er en kurs, der kun ser ud til at stige i fremtiden.
Et ambitiøst mål kan man mene, men samtidig også et mål, det er svært at være uenig i. Disse ord og denne hensigt fra statsminister Helle Thorning-Schmidts tale ved folketingets åbning den 1. oktober sidste år har da ej heller mødt nævneværdig kritik. Adgangen til talent er nemlig altafgørende for de videntunge brancher – ja, faktisk for alle virksomheder! Uden de rette medarbejdere er der ingen virksomheder, der kan leve endsige overleve.
Samtidig er talent i højere og højere grad noget, der bevæger sig på tværs af landegrænser. Dygtige medarbejdere står i høj kurs alle steder, og i en verden hvor viden betyder mere og mere, stiger kursen på dygtige, vidende og produktive medarbejdere med stor hast. For at et land som Danmark kan opretholde en videnintensiv økonomi i konkurrence med denne verdens erhvervsmæssige og akademiske epicentre, er det altså af altafgørende betydning, at vi tager spørgsmålet om udbygning og udvikling af en kritisk talentmasse seriøst.
Det betyder ikke blot, at der skal uddannes flere, men at der skal uddannes flere, der skal uddannes bedre – og at danske virksomheder skal have mulighed for at udnytte den internationale jetstrøm af talenter, der ellers farer forbi i flere kilometers højde. Spørgsmålet er blot, om vi i Danmark er gode nok til begge disse ting: at uddanne en tilpas mængde tilpas dygtige mennesker og at tiltrække en tilpas mængde tilpas dygtige mennesker?
Fire barrierer for talentmobilitet
Der kan være mange barrierer for at tiltrække den rette og nødvendige arbejdskraft. World Economic Forum har tidligere opgjort disse barrierer, og her er konklusionen, at der overordnet set findes fire slags barrierer for talentmobilitet.
• Unemployability: Dele af arbejdsstyrken har ganske enkelt ikke de nødvendige og basale kvalifikationer til at begå sig på et arbejdsmarked
• Critical skills gaps: Der er forskel på udbud og efterspørgsel: Virksomhederne kan ikke få dækket deres behov for nødvendige kvalifikationer
• Information gaps: Den kvalificerede kandidat og den relevante arbejdsplads har svært ved at finde hinanden
• Private and public constraints: Offentlige begrænsninger på mobilitet og tiltag, der hæmmer mulighederne for at finde balance mellem udbud og efterspørgsel af arbejdskraft, fx minimumslønninger og visa-restriktioner og tillige snævre og svært gennembrydelige faggrænser eller særlige fagforeningsprivilegier
Danmark har næppe de største problemer med at passere den første barriere. Hvad angår den anden, er spørgsmålet ikke, om vi uddanner nok i Danmark; det er snarere et spørgsmål om niveauet i uddannelsessystemet.
De to sidste barrierer er derimod mere åbenlyse. Det kan være svært at finde den rette kandidat, og høj skat og andre barrierer på arbejdsmarkedet er bestemt ikke irrelevante problemer at adressere i det danske tilfælde. Det gælder fx det hjørne af skattereglerne, der omhandler arbejdsudleje.
Vi kan kun glæde os over, at det ser ud til, at der på det seneste er kommet meget mere fokus på uddannelsessystemet – og herunder ikke mindst på, at der alt for mange, der gennemfører uddannelser, der ikke er erhvervsrelevante og som i realiteten betyder, at det bliver svært eller nærmest umuligt at få job i erhvervslivet. Det er både spild af de unges og samfundets ressourcer.
Det, der skal satses på, er jo netop at øge mængden af talenter.
Læs mere på Dansk Erhvervs hjemmeside .
Kilde: Dansk Erhverv - http://www.danskerhverv.dk
