Lego buldrer derudaf i USA
For niende år i træk øgede den danske legetøjsproducent sin omsætning i Nordamerika.
Ifølge en pressemeddelelse fra Lego’s nordamerikanske datterselskab, Lego Systems Inc., omsatte den danske legetøjsproducent for 1,35 mia. dollars (7,35 mia. kr.) i USA i 2013, hvilket svarede til en fremgang på 1 procent.
Fremgangen betød, at Lego nåede en markedsandel på 7,8 procent af det amerikanske legetøjsmarked, og dermed rangerer som USA’s tredjestørste legetøjsproducent.
- Vores amerikanske salgsvækst sidste år var mere moderat end de overnaturlige stigninger, vi har set de sidste otte år, så vi er begejstrede for at have afsluttet et år med stigende konkurrence inden for legetøj i en positiv position samtidig med, at vi har udlignet vores seneste væksttrend til et mere bæredygtigt niveau, siger Søren Torp Laursen, president for Lego Systems.
Tallene er udarbejdet af NPD Group/Retail Tracking Service og dækker godt 80 procent af det amerikanske detailmarked. Lego’s salg fra egne butikker er ikke medregnet, og koncernens amerikanske salg er derfor reelt større.