23948sdkhjf

OL-atleter skøjter på dansk is

Stilling-firmaet Silhorko har leveret det vandbehandlingsanlæg, der sørger for perfekt is på det olympiske isstadion, der skal anvendes til konkurrencerne i hurtigløb på skøjter ved OL i Sochi.
- Der er stor opmærksomhed omkring vinter OL i Sochi. Det mærker vi i kraft af stor interesse fra pressen for at dække historien om vores vandbehandlingsanlæg, som skal være med til at sikre hurtige omgangstider i hurtigløb på skøjter ved netop vinter OL i Sochi. Interessen er ikke blot forbeholdt det danske hovedkontor og fabrik i Stilling, men også vores udenlandske salgs- og servicekontorer bliver bedt om at stille op til interview, udtaler marketingchef Jens O. Gjerløff.

Hurtigløb på skøjter kræver en is af meget høj kvalitet, både af hensyn til præstationerne og sikkerheden, og derfor sikrer Silhorkos vandbehandlingsanlæg, at isen er helt fri for bobler, partikler og salte. Anlægget er produceret på fabrikken i Stilling, hvor der er mere end 100 ansatte.

Et prestigeprojekt
Da Kazakhstan skulle være vært ved de asiatiske vinterlege i 2011, blev det besluttet at bygge et kæmpe isstadion. Opgaven med at skabe den hurtigst mulige is blev givet til to hollandske is-specialister, og en af deres ideer var at forbehandle vandet til isen. De henvendte sig til Silhorko, og der blev designet og bygget et anlæg, som kunne producere den ønskede vandkvalitet. Det fungerede rigtig godt; arrangørerne roste anlægget, og ved legene blev der sat ni hastighedsrekorder.

Og da der så skulle bygges et tilsvarende isstadion til vinter OL i Sochi, var det kun naturligt, at henvende sig til Silhorko.

- De olympiske lege er et prestigeprojekt, og der må ikke opstå problemer undervejs. Derfor ville man have et gennemtestet og driftssikkert anlæg. Det kan vi nu være stolte af at have leveret, fortæller Jens O. Gjerløff.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079