23948sdkhjf

Kombineret Offshore-netværk og rejsearrangør

Netværksorganisationen Danish Marine and Offshore Group arrangerer messerejser over hele verden for danske offshore-firmaer. I denne uge er foreningen i Oslo til sub sea-messe med fire danske offshore-leverandører.
Fire danske virksomheder deltager i disse dage på den norske offshore-messe Subsea Valley Conference i Oslo, som er en kombineret messe og konference for sub sea-branchen.
De fire deltagende virksomheder Fjero, JB Production, Scanel International og Victor er alle leverandører til den norske olie- og gasindustri, og er til stede i Telenor Arena udenfor Oslo for at møde gamle og nye kunder.

Danskerne i midten
Den danske delegation er centralt placeret på messeområdet og er let genkendelig på grund af et stort dansk flag, der vajer over de danske stande.

Messedeltagelsen er arrangeret af netværks-gruppen Danish Marine and Offshore Group, og direktør Mogens Tofte Koch er derfor også til stede på Subsea Valley-messen.

Han startede netværket for danske offshore-leverandører i 2001, og foreningen har i dag 107 medlemmer, som Mogens Tofte Koch blandt andet arrangerer messedeltagelser for.
I denne uge er det sub sea-messe i Oslo, til maj er det verdens største olie- og gasmesse i OTC i Houston, hvor knap tyve danske medlemsvirksomheder deltager i regi af foreningen. Her deltager blandt andre Maersk Drilling, Man Diesel, Danfoss, ACCOAT, Hydratech med flere.

Til august er det så verdens næststørste olie-messe ONS i Stavanger, og så fremdeles.

- Jeg køber et areal og splitter det op i et antal stande alt efter hvor mange, der melder sig til, forklarer Mogens Tofte Koch, som af samme grund er på farten rimeligt ofte.

PR-fremstød mod et vigtigt marked
Mogens Koch, som også sidste år var til stede med en dansk delegation på Subsea Valley, fortæller, at de danske virksomheder i år savner virksomheds-match-makingen, som arrangørerne faciliterede sidste år. De danske leverandører fik sidste år mulighed for at præsentere sig selv overfor interessante kunder.

Men i år har arrangørerne sløjfet match-makingen, og derfor tog Danish Marine and Offshore Group på vegne af de deltagende virksomheder inden messen initiativ til et præsentationsfremstød på egen hånd.

- Vi har i forvejen kontaktet alle udstillerne med en lille præsentation, siden der fra arrangørernes side ikke er arrangeret match-making mellem virksomhederne i år, fortæller Mogens Tofte Koch, der indtil videre har fået tilbagemelding fra ti af de 160 tilstedeværende virksomheder.

Messen i Norge er vigtig for de danske udstillere, som ifølge Mogens Koch alle har det godt med at levere varer og tjenester til nabolandet i nord.

- De danske sub sea-firmaer føler sig godt taget i mod i Norge. Danskere og nordmænd har en god måde at arbejde sammen på, vi har samme humor og kan let forstå hinanden, derfor kommer vi hurtigt på talefod, og der er ingen rigtige barrierer, siger Mogens Tofte Koch og tilføjer, at Norge er det sted, hvor foreningens medlemmer totalt set har størst succes og den største del af sin eksportomsætning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.088