KS Gruppen A/S i offensiven
Aalborg-virksomheden, som er specialist indenfor apparat-, industri- og sværlasthjul og internt transportmateriel, har overtaget Rota-Dan A/S.
- Opkøbet af Rota-Dan A/S har været et stykke tid under vejs og har komplementeret begge firmaers programmer. Men det er vigtigt at understrege, at begge firmaer kører videre som selvstændige virksomheder, og det er stadig de samme personer, der sidder i firmaerne, siger administrerende direktør Claus S. Jessen til Metal Supply.
Høster synergier
Han har dog selv overtaget posten som administrerende direktør i Rota-Dan A/S efter Marie Guldbæk, og han forventer da også at kunne høste en del synergier mellem de to selskaber.
- Der er dels husleje- og administrationsomkostninger, hvor vi får en rimelig stor besparelse, men der kommer også nogle salgsmæssige synergier, forklarer Claus S. Jessen, og fortsætter:
- Begge firmaer vil i fremtiden have mulighed for at tilbyde kunderne adgang til et betragteligt større vareudbud. Det er vi allerede begyndt med, og der er blevet taget godt imod tiltaget hos kunderne.
Komplementerer hinanden godt
Netop udvidelsen af varesortimentet er den altovervejende grund til, at KS Gruppen A/S valgte at købe Rota-Dan A/S, og Claus S. Jessen har store forventninger til det øgede vareudbud.
- Vi har gennem de senere år ønsket at udvide vores markedsandel og har haft succes med det på organisk vis, men vi har været interesserede i at få en større del af kagen, hvis vi fik mulighed for det, og der kom vi i dialog med Rota-Dan A/S, forklarer KS-direktøren.
- De to virksomheder har henvendt sig til lidt forskellige kundegrupper. KS har haft nogle temmelig teknisk avancerede produkter i den dyre ende af skalaen, mens Rota-Dan A/S har sigtet mere på de billigere løsninger med mange leverandører for efterfølgende selv at bygge den rigtige løsning sammen til kunden. Så har vi selvfølgelig haft nogle kunder i midten, som vi begge har bearbejdet, men vi komplementerer egentlig hinanden rigtigt godt. Og opkøbet betyder også, at vi i dag har Danmarks vel nok største varelager af apparat-, industri- og sværlasthjul med dag til dag-levering til kunderne, slutter han.