Dannet, døgnbrænder og damp-barn af rang
En djævelsk virketrang driver Søren ”Tandhjul” Fischer fra Randers, som har gjort familiens gamle tandhjulsfabrik til kvalitetsleverandør per excellence.
Som ung ville vildbassen gå sine helt egne veje. Han voksede ikke op med nogen forestilling om, at han tilhørte noget dynasti og var oldesøn af en fabrikant, som allerede i 1904 begyndte at smede udstyr til skibsindustrien på havnen i Randers.
Men han dumpede lidt tilfældigt ind i 1978, og siden er han aldrig kommet videre. Det vidner portrættet om på chefkontoret, hvor det hænger ved siden af forfædrenes. Men videre er virksomheden til gengæld kommet. Randers Tandhjulsfabrik er med Søren Fischer blevet Danmarks stærkeste og ifølge ham selv en førende kvalitetsleverandør globalt.
Døgnbrænder med ungdommelig tørst
Så langt er den nu 66-årige Søren Fischer – eller ”Søren Tandhjul” kommet, fordi hans nysgerrighed og virkelyst er utæmmelig, mener han selv.
For i skolen var han ingen flittig dreng. Han holder af at sige, at han var den første elev, der blev optaget på byens nye amtsgymnasium, men at han også var den første, der blev smidt ud derfra.
- Jeg tror, jeg kunne have haft alle diagnoser. Halv-tosset, damp-barn af rang. Men jeg er utroligt glad for alle diagnoserne, for det har givet mig en fandens energi. Jeg har altid været en døgnbrænder, som aldrig har været ked af at stå tidligt op og gå i sent i seng. Kunne jeg gå i byen og drikke en masse bajere hele natten, kunne jeg også stå op om morgenen og gå på arbejde, fortæller han.
I stedet for at terpe verber, tunede han knallerter i sin ungdom i Randers. Det var intet problem at få en knallert med to gear til at køre 80 km/t, og således kunne han nå hurtigere til Grenaa, end hans forældre kunne i en Opel Rekord.
- Det var sgu bøllestreger, og jeg blev også taget af politiet, men jeg slog ikke hul i lydpotten for at lave spektakel, for jeg ville ikke larme. Det skulle bare suse derudad med 9.000 omdrejninger.
Savner dannelse
Lømlen i ham rendte aldrig helt af sporet som ung, for dengang i 60’erne var der stadig dannelse til, mener han. Noget, som han kan savne i dag. Da han startede som arbejdsdreng hos en smedemester, skulle han også gøre toiletterne rene. Da han kom i smedelære på togfabrikken Scandia, fik man dannelseskurser, hvor man lærte, hvordan man skulle opføre sig, tiltale folk og omgås med gensidig respekt.
- Sådan noget er næsten helt forsvundet i dag. Måske er det godt, måske er det skidt – jeg ved det ikke. Men i dag får vi en ungdom, hvor en lille del af den er meget elitær, mens den store brede masse opfører sig værre og værre, og det er synd for samfundet, siger Søren Fischer.
Vildskaben blev omsat til ubændig eventyrlyst, og som udlært smed drog han syd for grænsen og arbejdede på en maskinfabrik i Hamborg og senere på en tandhjulsfabrik i München, hvor han lavede tandhjul til knallerter i uhyrlige antal og på benhårde akkorder, mens tyskerne lærte ham om livet og om et Europa, der for få årtier siden var epicenter for en verdenskrigs rystelser.
Det skulle bare være midlertidigt
Og eventyrlysten var ikke slut, da han tog hjem og tog en handelseksamen, så han med tværfaglig ballast kunne gå ud og blive salgschef i en hydraulikvirksomhed. Han havde rettet blikket stift mod USA. Men uden egentlig at ville det, fandt han midlertidigt helle – troede han da - på tandhjulsfabrikken, hvor han blev fjerde generation.
- Jeg havde jo kone og børn og skulle jo bare tjene nogle penge i en fart, og det skulle kun være indtil, jeg fandt et job i Amerika.
Det blev bemærket, at familiens vildbasse kom hjem. Den motorglade fabrikantsøn ville straks have større firmabiler.
- Og alle de fejl, jeg lavede, blev husket i 40 år. Sådan er det at komme ind som ung, men jeg var Søren Fischer. Jeg ville sgu ikke være nogen junior. Jeg ville bare være mig.
- Man skal kun tage sin søn ind, hvis han er særlig egnet. Er han det, så skal man bane vejen for, at han får succes, og det gør man ikke ved at sende ham ind med håndjern på.
Slog sin egen far af pinden - hårdt
Familievirksomheden kedede ham. Alt var langsomt og gammeldags, når man kom fra et sted, hvor chefen kun var fem år ældre, og hvor man havde egen flyvemaskine.
- Herude gik pigerne rundt i hvide kitler, som om det var et laboratorium og ikke en produktionsvirksomhed. Men vi havde stærke kompetencer. Vi glemte bare at sparke til bolden. Jeg havde lyst til, at der skulle ske mere.
Først bragede han lige sammen med sin egen far som to arrige bukke i et generationsopgør.
- Sådan noget er helt naturligt, og vi mennesker er jo også en del af naturen, bemærker han lakonisk.
Søren Fischer oplevede faderen som konservativt indstillet. Alt gik fint, så det var bare at holde fast i status quo. Edb-teknologi og cnc-maskiner var fint nok til alle andre virksomheder. Men ikke her.
De kunne ikke enes om, om virksomheden skulle investere i en drejebænk til produktion, som faderen forslog, eller om det skulle være måleudstyr til kvalitetssikring, som sønnen foreslog, og flere gange smækkede Søren Fischer sin bildør i og kørte surmulende hjem. Det endte med, at bestyrelsesformanden, som var landsretssagfører, satte faderen stolen for døren i starten af 80’erne. Det blev Sørens tur til at bestemme.
- Hvis jeg skulle give virksomheden videre til en ny generation, ville jeg selv give mere råderum, end jeg fik af min far. Man skal kun tage sin søn ind, hvis han er særlig egnet. Er han det, så skal man bane vejen for, at han får succes, og det gør man ikke ved at sende ham ind med håndjern på.
Murens fald væltede næsten også fabrikken
Søren Fischer lagde fra starten en kurs, hvor fokus skulle skærpes på kvalitetsproduktion.
Den kurs blev kun skærpet, da 1989 blev et vendepunkt. Både for verden og for tandhjulsfabrikken. Hidtil havde Randers Tandhjulsfabrik koncentreret sig næsten udelukkende om hjemmemarkedet, men da Berlinmuren væltede, væltede konkurrencepositionen også.
- Det var randstaterne langs jerntæppet, der lavede de industriprodukter i Sovjetblokken, som overhovedet duede. Disse landes industrier begyndte at åbne sig mod vesten. Vi mistede hurtigt en grønthøsterfabrik, som begyndte at købe tandhjul i Polen til 35 kroner stykket, hvor vi skulle have mere end 100 kroner.
Dybt investeringsliderlig
Vejen frem for Randers var at satse på den højeste kvalitet, og den strategi er lykkedes så godt, at man nu har Rolls-Royce Marine som fast kunde samt flere andre kræsne kunder, som laver kvalitet til det globale marked. Han er overbevist om, at hans forfædre ville være både vantro og stolte.
Berlinmurens fald var ikke den eneste krise. Der skulle lige bundes en ekstra pægl brændevin, da salgstallene tjekkede ind i kølvandet på Lehman-krakket i september 2008. Ingen anede uråd om, at en krise satte ind. Kunderne blev bare væk, og der var seriøse overvejelser om at lukke det hele.
Alligevel investerede han i nye tonstunge maskiner på brugtmarkedet, som krisen ellers havde slukket for. Omgivelserne rystede på hovederne over, at maskinerne nu skulle stå stille i Randers.
- Men jeg har altid været dybt investeringsliderlig. De kostede ingenting, fordi de bare stod stille.
I dag kører maskinerne på fulde drøn, og investeringen kom ham til gode. Det er gået med zigzag-kurs fremad efter krisen, og 2015 eller 2016 bliver det bedste år nogensinde, spår han.
- Så krisen gjorde os stærke. Vi skrællede alt unødvendigt fedt væk. Bortset fra det, der er på min vom.
Snart slutter det for slægtsgården
Den efterhånden 66-årige Søren Fischer har ikke planlagt sin retræte fra virksomheden, men når det sker, så er det slut med familiedynastiet i direktørstolen. Søren Fischer har to døtre, som ikke interesserer sig for fabrikken, og hans eneste søn mistede han til en trafikulykke for mere end 10 år siden.
Sønnike bliver aldrig et portræt i mødelokalet, men hans billede hænger på fars kontor, så far kan se sin elskede dreng hver dag. Meget kan man erstatte, men ikke en søn. Alligevel skal man videre. Verden går jo altid videre.
- Ingenting varer jo evigt. Jeg bliver den sidste i en slægt af fire, og det er godt nok. Jeg tror heller ikke, at Mærsk eller Danfoss er her om 1.000 år.
Og Søren Fischer er bare taknemlig over, at han må ”låne virksomheden”, som han selv kalder det.
Artiklen er en del af temaet Portræt.
