Egebjerg International tror på turnaround
Den sjællandske producent af staldinventar præsenterede et skuffende regnskab for 2013. En turnaround-plan skal ændre udviklingen.
- Ved udgangen af 2012 forventede selskabet en forbedret driftsøkonomi blandt andet baseret på omkostningstilpasninger, der ville give fuld effekt i 2013, samt fuld udnyttelse af investeringen i et nyt forretningssystem. Resultatet af disse indsatser blev dog ikke som forventet, blandt andet fordi implementeringen af det nye forretningssystem fortsat viste sig mere tids- og omkostningskrævende end forventet. Og da selskabets omsætning fortsatte den negative udvikling, besluttede selskabets bestyrelse at igangsætte en ”turnaround plan” med det formål at genskabe en stabil og positiv drift i selskabet, skriver Egebjerg International i sit årsregnskab.
Har skabt en sund platform
Turnaround-planen indebar blandt andet ansættelsen af en ny CEO i efteråret 2013 samt indlemmelsen af tre nye medlemmer i virksomhedens bestyrelse. Derudover er der blevet arbejdet videre med tilpasningen af virksomhedens omkostningsniveau, og der er blevet udarbejdet en ny strategiplan.
Planen har dog også kostet på bundlinjen, og i regnskabet vurderer Egebjerg International, at ekstraordinære omkostninger på 8-9 mio. kr. kan tilskrives forandringerne. Derudover har forhøjede hensættelser kostet yderligere 1 mio. kr.
- Samlet set er resultatet for 2013 ikke tilfredsstillende, men selskabets ledelse finder, at der med de mange gennemførte aktioner og tiltag er skabt en sund platform for selskabets fortsatte, positive udvikling, skriver Egebjerg International.