Japansk gennembrud til Grundfos
Den danske pumpekoncern, Grundfos, med hovedsæde i Bjerringbro, har fået et gennembrud i Japan.
Vækstraterne i pumpekoncernens japanske selskab, der nu omsætter for en halv mia. kr., har de seneste to år været 15-18 pct., og der budgetteres med et plus på yderligere 12- 13 pct. næste år, fremgår det af Dagbladet Børsen i dag.
- Vi leverer pumper til indbygning i eksempelvis CNC-styrede behandlingscentre i maskinindustrien. Faktisk er vi i denne niche oppe på at levere omkring 70 pct. af behovet hos meget, meget kvalitetsbevidste kunder som Mitsubishi, Meriseiki, Mazak og Hitachi. Disse kunder er nærmest fanatiske omkring kvalitet og accepterer ganske enkelt ikke fejl. Så der er tale om et rigtig kvalitetsstempel og en fantastisk god platform for os, siger koncerndirektør Søren Ø. Sørensen, formand for det japanske Grundfos-selskab, til Dagbladet Børsen.