23948sdkhjf

B&O overvejer insourcing

Egen komponentfabrik i lavtlønsland kan måske bedre betale sig end den nuværende outsourcing til underleverandører
<i>Egen komponentfabrik i lavtlønsland kan måske bedre betale sig end den nuværende outsourcing til underleverandører</i>

Bang & Olufsen, producent af luksuselektronik med hovedsæde i Struer, er i gang med en større analyse af, om produktionen af elektroniske komponenter kan gøres mere lønsom ved insourcing.

Resultatet af analysen kan i sidste ende betyde, at koncernen etablerer en ny komponentfabrik i et lavtlønsland, som skal overtage produktion, der i dag er outsourcet til underleverandører, samt mere simpel produktion fra hovedsædet i Struer.

- Vi har outsourcet produktion i de sidste ti år, og i dag bliver 20-30 pct. af vores komponenter lavet hos fremmede leverandører. Nu synes vi, at der er kommet en kritisk masse, som gør, at det er værd at overveje, om det kan gøres endnu bedre ved, at vi selv går ind og tager del i noget af den fremstilling, siger Bang & Olufsens adm. direktør Torben Ballegaard Sørensen til Berlingske Tidende.

- Samtidig er det oplagt for enhver, at visse lavere dele af vores fremstillingskæde, som ikke kræver så megen viden, men findes i større mængder, hen over tid kan placeres i billigere lønområder end Danmark. Her har vi mange dygtige medarbejdere i produktionsprocesserne, som kan få mere krævende opgaver.

Torben Ballegaard Sørensen lægger overfor Berlingske Tidende ikke skjul på, at den hårde konkurrence tvinger virksomheden til at se på omkostningsniveauet. I den forbindelse frister lønniveauet i for eksempel Østeuropa, hvor infrastrukturen efterhånden også ligger i top.

Han afviser at udtale sig om, hvilke konsekvenser en omlægning af produktionen kan have for B&Os ansatte. Men trods omfattende outsourcing de sidste ti år har koncernens medarbejderstab ligget konstant omkring de 2.700.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064