23948sdkhjf

Driftig erhvervskvinde forlader sit livsværk

Tre år efter salget af ML System i Ry til schweiziske Walter Meier Group overlader 62-årige Marianne Jager nu roret til yngre kræfter.
Efter mere end 26 år i spidsen for virksomheden ML System i Ry har firmaets administrerende direktør Marianne Jager besluttet at fratræde sin stilling i den virksomhed, hun sammen med ægtefællen, ingeniør Leo Rasmussen, har opbygget med udvikling, produktion og salg af energivenlige anlæg til luftbefugtning og klimastyring.

Det sker, efter at ægteparret for tre år siden – efter grundige overvejelser – blev enige om at tage imod et tilbud om at sælge deres livsværk til den schweiziske koncern, Walter Meier AG, som i forvejen ejer flere firmaer i samme branche. Betingelsen var dengang, at Marianne Jager fortsatte som administrerende direktør i mindst to år for at sikre en god overdragelse til de nye ejere.

Den mission er nu fuldført og opgaven overdraget til Kasper Gissel, som i nogen tid har været ansat i firmaet i Ry. Det skiftede i 2013 navn til Condair i forbindelse med en fusion med den sjællandske virksomhed Anderberg Fugtstyring.

Den nu 62-årige Marianne Jager er oprindeligt bankuddannet. Efter nogle år i Norge startede hun i 1987 firmaet MJ Agentur, baseret på salg af forskellige produkter til gartneribranchen. Herfra fik hun forespørgsel på anlæg til klimastyring. Det førte til, at hun mødte sin mand Leo Rasmussen, som hun opbyggede firmaet sammen med under navnet ML System, der i 1993 blev omdannet til et aktieselskab.

Gennem årene voksede ML System til en af verdens førende leverandører af befugtningssystemer til blandt andet supermarkeder, træ- og papirindustri, elektronik- og vindmølleindustrien. Firmaets anlæg anvendes både til regulering af luftfugtighed og temperatur, samt til at hindre statisk elektricitet.

Ud over ledelsen af de to danske virksomheder har Marianne Jager haft ansvaret for at integrere ML Systems produkter med de øvrige produkter inden for højtryksbefugtning i Walter Meier-gruppen, ligesom hun har varetaget opgaven som bestyrelsesformand for datterselskabet i Milwaukee i USA.

Uden for virksomheden har Marianne Jager i mange år været aktiv i bestyrelsen for Dansk Industri Østjylland og fortsætter med at varetage jobbet som næstformand i bestyrelsen for Campus Skanderborg-Odder, Center for Uddannelse.

Med sin fratrædelse ser Marianne Jager frem til mere tid til familien og især de fire børnebørn, men måske også flere bestyrelsesposter hvis mulighederne måtte byde sig.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078