Gibotech involveret i stort Mærsk-eventyr
Mærsk er i den afsluttende fase af opførelsen af et enormt containeranlæg i Chile, som er det første af sin slags i Sydamerika. Anlægget er gjort muligt takket være robotter og knowhow fra Gibotech.
Hvert år bliver titusinder af containere sendt tomme fra Asien til Sydamerika, men dette behov vil falde markant når Maersk Container Industry’s fabrik i Chile står endeligt færdig.
- Det udviklingsarbejde vi laver er på højeste niveau, og efterspørgslen efter de teknologier vi udvikler er stigende, fortæller Stig Hoffmeyer, der er ny administrerende direktør i Maersk Container Industry.
Overfladebehandlingen af de tusindvis containere foregår ved hjælp af robotter og knowhow fra Gibotech, der løbende har medarbejdere i Chile for at færdiggøre installationen.
Overfladebehandlingen kører 100 procent fuldautomatisk med 21 robotter fra Gibotech, som kører i døgndrift. Ligeledes leverer Gibotech 12 reciprocatorer til overfladebehandling af emnerne, hvis funktion er at bevæge malepistolerne frem og tilbage i overensstemmelse med hastighed og placeringen af containerne.
Løsningerne er placeret på forskellige linjer i fabrikken, men sørger for alt fra afrensning til påføring af maling, det vil sige shotblasting, metallizing samt påføring af middle- og topcoat.
Containerfabrikken i Chile har givet unikke udfordringer for Gibotech, der samtidig er stolte af samarbejdet med Mærsk:
- At arbejde på et projekt som dette viser tydeligt at Gibotech A/S kan være med i den bedste liga. Mærsk stiller høje krav til deres underleverandører, og dette samarbejde har bekræftet vores tro på, at vi kan levere til nogle af verdens førende virksomheder, udtaler administrerende direktør for Gibotech, Henrik Anker.
Foruden de fysiske løsninger har Gibotech udviklet robotternes sokler, værktøjsholdere og en specialdesignet beskyttelsesdragt for at beskytte maskinerne imod det letantændelige zink-pulver, der bruges ved metallizing‐processen.