ABC Industrigummi tredobler kapaciteten
Der er udsigt til flere ansættelser og endnu større opgaver, efter Ringsted-virksomheden har flyttet produktionen nogle få kilometer mod syd.
Sådan siger Ole Hansen, direktør i ABC Industrigummi, til Metal Supply om virksomhedens flytning fra Valsømaglevej 7 i Ortved til JK Portes tidligere lokaler på Kværkebyvej 30 i Kværkeby.
Med flytningen følger nemlig en tredobling af produktionslokalerne, som nu er oppe på 2.800 kvadratmeter, og det kommer selvsagt til at få stor betydning for virksomheden, når de sidste brikker falder på plads rent logistisk.
Nyansættelser også en mulighed
Flytningen blev formaliseret den 1. september, hvor både kontoret og båndafdelingen rykkede den lille håndfuld kilometer mod syd, mens smedjens flytning fra Ortved til Kværkeby i løbet af december fuldender flytningen.
- Vi har egentlig haft brug for mere plads de sidste syv-ti år, men jeg har ikke haft lyst til at ofre 15 mio. kr. på en stor bygning inde i byen. Derfor slog jeg til, da den her mulighed pludselig bød sig. For ved at ofre lidt penge på lokalerne herude, får vi både mere plads og sidder samtidig fornuftigt i det økonomisk, siger Ole Hansen om flytningen, som blev officiel få uger efter, virksomhedens seneste regnskab udkom i august.
Her præsterede ABC Industrigummi virksomhedens største overskud nogensinde med et resultat efter skat på den gode side af 2 mio. kr. Rekorden bliver dog næppe tangeret i indeværende regnskabsår, fordi flytningen alene kommer til at koste i omegnen af 1 mio. kr.
Til gengæld glæder Ole Hansen sig over, at ABC Industrigummi har bud ude på flere opgaver i den helt store kategori, ligesom han heller ikke vil afvise yderligere ansættelser i de kommende år. ABC Industrigummi beskæftiger i dag 20 ansatte, og det tal kan meget vel stige til op mod 25 inden for det næste år til halvandet, lyder det fra direktøren.