E.L.M. presset i Europa
[i]E.L.M., producent af aggregater, værktøjer og tilbehør til gaffeltrucks, har valgt en forsigtig valutapolitik, og vælger derfor euroen som betalingsvaluta. [/i]
- Vi undgår dollar, hvis det er muligt. I Fjernøsten, hvor vi også har kunder, er euroen ligeså anerkendt som dollar. Samtidig køber vi en del komponenter i engelske pund som en slags valutasikring, da England er et af vore store eksportmarkeder, forklarer adm. direktør Niels Th. Steensen, E.L.M., Kragelund A/S til ErhvervsBladet.
Trods et presset europæisk marked kan direktøren erklære sig tilfreds med stadig at have sorte tal på bundlinien, selv om tallet er blevet mindre. Resultatet før skal blev i 2002/03 blev reduceret med en mio. kr. til 1,3 mio. kr. - baseret på et bruttoresultat på 24,5 mio. kr. En del af forklaringen på det vigende resultat er, at der er afskrevet ekstraordinært på bygninger i forbindelse med en større udvidelse af administrationsbygningen.
E.L.M. ejes af holdingselskabet Anpelas A/ S. Anpelas havde i 2002/03 en bruttofortjeneste på 24,4 mio. kr., et resultat før skat på 5,8 mio. kr. og en egenkapital på 85,9 mio. kr, skriver ErhvervsBladet.