23948sdkhjf

Alumeco øger afstanden til konkurrenterne

I et marked, som ikke vokser betydeligt, cementerer en fynsk metalkæmpe sig på markedet for andre industrimetaller end stål.
Det bliver i Alumeco-familien

Siden den førende aluminiumsgrossist Alumeco i 2009 stiftede datterselskabet Metalcenter Danmark som et joint venture med kobberværket KME, har Odense-virksomheden spist stadig mere af markedet for andre industrimetaller end stål.

Det kan give et snydeindtryk, at Alumeco har øget sit nettoresultat med næsten 500 procent. Årets resultat er såmænd på niveau med 2009, hvor overskuddet var 67,6 mio. kr. Dykket i mellemtiden har blandt andet hængt sammen med et mislykket datterselskab i Indien, som i 2012 kostede over 20 mio. kr. at afvikle. A/S Metalcentret i Glostrup har fordoblet sin gevinst og landet sit største overskud i seks år. Metalcenter Danmark bevæger sig støt fremad på bundlinjen.



Egenkapital og soliditet nævnes af flere aktører i branchen som en afgørende styrke, og også her er Metalcenter Danmark i tydelig fremmarch med en øgning af egenkapitalen på 51 procent. Alumeco øger med godt 21 procent, og A/S Metalcentret med 9 procent.



Manner Metal i Hvidovre mistede 14 procent af sin egenkapital, og som eneste virksomhed i udplukket faldt soliditetsgraden for Manner Metal. Faldet var på seks procent. Manner Metal, som i 2010 udvidede butikken fra rødmetaller til også at levere aluminium, har ikke ønsket at kommentere på udviklingen over for Metal Supply.



Indtil 2009 var Alumeco Danmarks førende aluminiumsgrossist, men så sprang Odense-virksomheden ud som rødmetalgrossist og åbnede Metalcenter Danmark i samarbejde med kobberværket KME.

Det har ændret det danske marked. Metalcenter Danmark er i årenes løb marcheret fremad, og på fem år er overskuddet støt vokset fra bunden og til tæt på 10 mio. kr. Det viser et nyt regnskab, som Metalcenter Danmark offentliggjorde sidst i november.

En af de grossister, som Metalcenter Danmark har givet kam til håret, er A/S Metalcentret i Glostrup. Der oplever Mikael Lynfort, at konkurrencen er blevet hårdere.

Skal kæmpe for sin berettigelse
Ikke fordi der er kommet flere aktører til. Bortset fra Metalcenter Danmarks entré i 2009, så er feltet tyndet ud over de seneste årtier.

- Vi oplever en god og sund konkurrence. Grossisterne holder hele tiden hinanden på tæerne, så man skal hele tiden arbejde for at bevise sin berettigelse på markedet, siger Mikael Lynfort.

Metalcentrets berettigelse er ifølge Mikael Lynfort, at man har det bredest mulige lager, så kunderne kan stole på, at Metalcentret kan levere varen her og nu.

- Det er ikke alle vores konkurrenter, der går helt samme vej, siger han.

Groft sagt er der to veje at gå, hvis man vil ind på grossistmarkedet, mener Mikael Lynfort. Begge veje er vanskelige, og derfor tror han, at de seneste årtier har budt på konsolidering og færre aktører på området.

Enten kan man have et smalt sortiment med let omsættelige produkter i meget høj volumen, og som giver en lav lønsomhed. Eller man kan vælge at være bredt lagerførende og binde sin kapital i et stort fysisk lager.

- Og derfor kommer der ikke mange nye grossister til, for det er ganske kapitalkrævende, og det er der ikke mange, der har lyst til i dag.

Kvalitet er bredt lager
Metalcentret og Metalcenter Danmark er enige om, at det kræver sin kapital at være med. De er også enige om, at service spiller en væsentlig rolle. Service er lig med bredt lager.

- Konkurrencen er ekstremt hård. Man skal være ydmyg over for enhver ordre og kunde, for det er et commoditymarked, hvor kunderne kan flytte sig, siger Thomas Kaare Jensen, Metalcenter Danmark.

Og Mikael Lynfort mener, at det er kvalitet og ikke pris, der er afgørende for, at man handler hos en nær dansk grossist, for konkurrencen er ikke kun national, som Mikael Lynfort ser den. Den er nordeuropæisk.

- I udlandet er der nogle, der kan gøre det meget billigere. Vores vej skal være, at vi er leveringsdygtige. I udlandet og også i Danmark er der altid konkurrenter med konkurrencedygtige priser.

Samlet tjente branchesegmentet 83 mio. kr. i 2013, hvoraf Alumeco står for hele 83 procent. Men selv renset for Alumecos virkning anes samlet fremgang. Rettes blikket udelukkende mod de fire rødmetalsgrossister i analysen, steg branchens overskud således med 25 procent i det seneste regnskabsår. Fremgangen står Metalcenter Danmark og Metalcentret for, mens Manner Metal og Metalservice Horsens begge gik tilbage på bundlinjen i 2013.

Markant fremgang på stillestående marked

At Alumeco-familien i Odense cementerer sin magt i disse år kunne antydes af støt stigende omsætninger. Dog uden at kunne sammenligne med omsætningen hos de øvrige danske aktører, som ikke offentliggør deres omsætninger.

I 2009 omsatte Alumeco-søstrene for sammelagt 1,6 mia. kr. Det tal nærmer sig en fordobling i 2013, hvor de samlet har omsat for knap 2,9 mia. kr.

Og det er sket på et marked, som i disse år er ganske stille, og hvor efterspørgslen på selve varen bevæger sig trægt. Det er flere aktører, som Metal Supply har talt med, ganske enige om.

Det bliver større endnu
Den store prøve skal man for eksempel bestå, når priserne svinger, siger Thomas Kaare Jensen.

Han oplever prisudviklingen for rødmetaller som lunefuld.

- Kobberet er et relativt dyrt og volatilt industrimetal, som kræver en stram styring af metalpris og af lager og logistik, og det er vi forholdsvis gode til, siger han.

Han forklarer, at når bølgerne går højt på markedet, så handler det om at stabilisere sit fartøj, så man ikke kæntrer. På den ene side kræver det, at man er finansielt solid. På den anden side kræver det gode styringsredskaber.

Markedet er for lille til rødt
Et andet succesvåben er at sprede sig. Metalcenter Danmark har i årets løb udvidet tilbudsporteføljen. Fra udelukkende at levere rødmetaller til også at sælge zink, bly, tin og titanium en gros, foruden at man også tilbyder en større vifte af serviceydelser. Det er en del af årsagen til Metalcenter Danmarks fremgang i år.

- Råvaremarkedet vækster ikke i vores del af verden, men man kan udvide sit marked, ved at differentiere sig, søge mod nichesegmenter og eksport. Vi er forholdsvise nye, men på kort tid blevet markedsledende på især kobber-messing-bronze, ligesom Alumeco er markedsledende på aluminium. Det gør os mere attraktive at handle med for partnere, som vi sammen driver omkostninger ned med (cost-out) til fordel for alle vores danske og nordiske industrikunder. Vi vækster derfor både på toplinje og lidt på bundlinje.

Priserne går hver sin vej for tiden

Prisen på aluminium er steget i 2014, fremgår det af tal, som Metal Supply har indhentet hos danske råvareanalytikere. I forhold til årets udgangspunkt er aluminum steget med 10 procent. Omkring sommeren var stigningen oppe på 18 procent. Prisen på aluminium er i højere grad end prisen på kobber påvirket af industriens efterspørgsel, bekræfter flere analytikere.

Prisen på kobber, som er det dyreste af de almindelige industrimetaller, er siden årets udgangspunkt faldet med 13 procent. Prisen på kobber er i højere grad end prisen på aluminium påvirket af spekulation. Men set over et længerevarende perspektiv, så ser man, at både kobberprisen og aluminiumsprisen generelt følger verdenskonjunkturerne.


Artiklen er en del af temaet Brancheanalyse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095