23948sdkhjf

KK Metal fordobler kapacitet

Som et led i en større vækstplan udvider KK Metal deres produktion med en ekstra svejseafdeling. De nye svejselinjer betyder en 100 procent forøgelse af svejsekapaciteten i den nordvestjyske virksomhed.
Den nye svejseafdeling er et yderligere skridt på vej mod de klare vækstmål, som ledelsen hos KK Metal har sat for de næste tre år. I foråret blev virksomheden certificeret i henhold til DS/EN 1090-2 og godkendt som leverandør til fødevareindustrien, og nu udvides produktionsarealet.

Svejseafdelingen vil være opdelt i to, så rustfri svejsning kan adskilles fra sort og alu-svejsning. Endelig opsættes virksomhedens svejserobot for at efterkomme den stigende efterspørgsel efter ensartet svejsning. Smedene i afdelingen har alle certifikat.

- Vi har gennem længere tid oplevet pladsproblemer på grund af øget ordreindgang og efterspørgsel efter større svejste emner. Derfor tog vi beslutningen om at udvide med en ekstra svejseafdeling, som også understøtter vores ambitiøse vækstmål, udtaler produktionsdirektør og medejer Emil Skriver Christensen.

Bedre mulighed for at blive totalleverandør
KK Metal har de seneste år oprustet kraftigt med indkøb af nye maskiner og overtagelse af konkurrent. Det har givet vækst – en vækst der gav pladsproblemer. KK Metal har allerede fordoblet medarbejderantallet på spåntagning og forventer flere ansættelser i administrationen og produktionen i løbet af den kommende tid.

- Med udvidelsen skal vi ikke længere takke nej til ordrer på grund af pladsmangel. Nu kan vi håndtere selv store, svejste konstruktioner og dermed udvide vores kundegrundlag. Det giver os langt bedre mulighed for at blive totalleverandør af metalemner. Vi kan således alt her på fabrikken. Lige fra laserskæring og bukning til svejsning og spåntagning af komplicerede emner, udtaler direktør og medejer Allan Skriver Christensen.

Den nordvestjyske underleverandør arbejder med alt lige fra pladebearbejdning til drejning/fræsning af komplicerede emner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.271