Spica Technology skal give tyske vindmøller nyt liv
Silkeborg-virksomheden har indgået en aftale med den tysk-baserede vindmølle-ejer Wpd om installation af retrofit-kontrolsystemer i virksomhedens vindmøller.
Også den tyske vindprojekt-udvikler Wpd er hoppet med på retrofit-bølgen og har nu underskrevet en aftale om levering af 10 Spica retrofit-kontrolsystemer. Kontrolsystemerne skal afløse de originale Vest-kontrolsystemer i en vindmøllepark bestående af Wind World-møller.
Med Spica’s kontrolsystemer vil Wpd udstyre vindmøllerne med de nyeste standarder inden for kommunikation og parameter settings. Softwaren monitorerer vindmøllen, præcis som et kontrolsystem i en ny vindmølle vil gøre, og gør det dermed muligt at optimere produktionen.
- Hvis dette system leverer de fordele, vi forventer, er vi klar til yderligere retrofitting af vores gamle vindmøller, siger Peter Spengemann, director Repowering hos Wpd.
Hos Spica Technology håber man, at samarbejdet med Wpd kan åbne andre døre til retrofit-markedet, da virksomhedens kontrolsystem kan skræddersys til at passe i stort set alle vindmøller.
- Spica Retrofit kontrolsystemet er det eneste prismæssigt overkommelige alternativ til reparation af kontrolsystemerne eller køb af genbrugs-kontrolsystemer. Det kan skræddersys til en lang række vindmøller, er let at installere, og vi garanterer både pålidelighed og ydeevne. Dette er faktorer, der allerede har overbevist erfarne vindmølle-operatører om produktets business case og monitorerings-fordele, siger Benny Thomsen, CEO hos Spica Technology.