23948sdkhjf

Eksportens DNA kortlægger opskrift på eksportsucces

Kun 5-6 procent af virksomheder i den private sektor eksporterer varer, men dem skal resten af virksomhederne nu lære af.
- Omkring 11-12.000 danske industri- og engrosvirksomheder sælger deres varer internationalt. Inden for fremstillingssektoreksport står 10 procent af virksomhederne for over 90 procent af eksporten. Alt for mange eksportforsøg fejler. Succesfulde eksportvirksomheder har større omsætningsvækst og skaber flere arbejdspladser. Derfor skal vi hjælpe virksomhederne på vej i deres internationale salg.

Det er meldingen fra Ulrik Dahl, CEO i Eksportforeningen, som er arrangør af netværk, fremstød og kurser for eksportvirksomheder. Sammen med Tuborg Research Centre for Globalisation and Firms på Aarhus Universitet har Eksportforeningen udviklet Eksportens DNA.

- Selvom Danmark er et lille marked, er vi en af verdens tyve rigeste nationer, og det kan forskerne kun forklare med, at Danmark er opkoblet til den globale økonomi, altså at vi har eksport. Økonomier, der er i stand til at eksportere, får større vækst, større produktivitet og råd til mere velfærd, forklarer Ulrik Dahl.

Høj produktivitet og innovationsrate
Kun ganske få tusinde danske virksomheder lykkes internationalt. Ved at studere disse virksomheder og sammenligne virksomheder med og uden eksport, kan man kortlægge de dygtige eksportvirksomheders underliggende DNA. DNA’et synliggør de discipliner, som dygtige eksportvirksomheder er særligt gode til.

- Vi har nogle absolutte topperformere med produkter og serviceydelser, der kan klare sig på de internationale markeder. De er langt bedre end den gennemsnitlige danske virksomhed, og de har nogle helt særlige kendetegn, for eksempel har de højere produktivitet og innovationsrate. Kendetegn, som viser sig at være afgørende for at klare sig på de internationale markeder, forklarer professor Philipp Schröder.

Virksomheder kan lære af DNA’et
Han står i spidsen for kortlægningen, der er resultatet af flere års forskning inden for globalisering af danske virksomheder. Forskningen er gennemført af Tuborg Research Centre for Globalisation and Firms ved Aarhus Universitet.

- Det er vigtigt at fortælle andre virksomheder, hvad topperformerne i dansk erhvervsliv gør rigtigt. Eksportens DNA skal være kilde til inspiration og forandringer til de virksomheder, der gerne vil ud til nye markeder, dem der har brug for vækst, og dem der måske er gået i stå i deres internationale udvikling, siger Philipp Schröder.

Topperformerne er ikke kun store virksomheder. Lidt færre end 200 store virksomheder står for 54 procent af vareeksporten i den private sektor, men SMV-segmentet står for de øvrige 46 procent.

- Den danske virksomhedsstruktur er præget af SMV’ere. Flere af disse kan slå igennem internationalt og opnå den vækst, der følger med eksportsucces. Men det kræver, at de får mulighed for at lære af andre, der har knækket koden, og det er vores målsætning med Eksportens DNA. For første gang har vi den praktiske, kommercielle opskrift videnskabeligt bevist, forklarer Ulrik Dahl.

Fakta: Eksportens DNA
• Kortlagt i et samarbejde mellem forskning og praktisk salg, gennemført af Eksportforeningen og Tuborg Research Centre for Globalisation and Firms, Aarhus Universitet.

• Baseret på omfattende videnskabelige analyser af særlige kendetegn ved danske og udenlandske virksomheder med eksportsucces.

• Baseret blandt andet på registerdataoplysninger over samtlige danske virksomheder fra Danmarks Statistik i en periode på over 10 år.

• Tuborg Research Centre for Globalisation and Firms på Aarhus Universitet består af mere end 20 interne og eksterne tilknyttede forskere. Forskningen er siden 2008 støttet af Tuborgfondet.

• Eksportforeningen er arrangør af branchenetværk, fremstød og kurser inden for eksportsalg, og er en privat, non-profit organisation og ejet af sine 570 medlemsvirksomheder.

• Eksportens DNA formidles til danske virksomheder i hele 2015 gennem artikler, animationsfilm, konferencer, foredrag, gå-hjem-møder, hjemmeside med videre.

• Læs mere på www.eksportensdna.dk
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078