23948sdkhjf

KP Industri køber konkursramt samarbejdspartner

Den midtjyske industrivirksomhed har overtaget JW Engineering, der for nylig blev erklæret konkurs.
JW Group blev erklæret konkurs for godt 14 dage siden, og siden er der blevet arbejdet på at videreføre nogle af aktiviteterne.

Det er nu blevet en realitet med datterselskabet JW Engineering, som overtages af KP Industri og videreføres under navnet KP-Automation A/S.

- Grunden til at vi har valgt at købe aktiviteterne er, at det var en af vores store samarbejdspartnere. Medarbejderne derude er superdygtige, og den kompetence vil vi gerne have. KP Industri er jo kendt for at lave totalløsninger med industrirobotter, men der findes en masse specialløsninger, som de er gode til derude, fortæller Keld Pedersen fra KP Industri.

Ny ledelse på vej
KP-Automation fortsætter i de hidtidige rammer i Ikast, og alle virksomhedens otte medarbejdere er flyttet med over til de nye ejere. Til gengæld bebuder Keld Pedersen andre ændringer i det nyopkøbte selskab.

- Det der var skyld i konkursen var, at de var ved at gå ud af nogle grene, hvor de ikke havde kompetencerne. Den del er nu skåret fra, og de skal koncentrere sig om automationsløsninger og specialmaskiner, forklarer Keld Pedersen.

- Derudover har jeg sat en konsulent ind som leder af virksomheden i de næste tre måneder, indtil der findes en ny ledelse. Der skal nemlig sættes mere fokus på ledelsen derude – det har manglet, men så er jeg til gengæld også sikker på, at det bliver en sund virksomhed, fortsætter han.

Fortsætter som selvstændig virksomhed
Derudover understreger Keld Pedersen, at KP-Automation bliver et selvstændigt selskab uden nogen relation til KP Industri.

- Vi fortsætter selvfølgelig som kunde, men ellers vil jeg ikke blande mig i den daglige drift, forklarer han.

- Forholdet til de eksisterende kunder fortsætter også som hidtil, og det er selvfølgelig også planen, at nye kunder skal komme til. Der er allerede kunder hos KP Industri, der har vist interesse for at få lagt flere opgaver over til KP Automation, slutter Keld Pedersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.324