Stålkommentar: 2015 begynder med alt ved det gamle
Der er ikke udsigt til større stigninger i stålpriserne i første kvartal 2015.
Værker: De europæiske værker ser med forsigtig optimisme på 2015, fordi PMI igen viser en positiv tendens. De håber også at kunne overtage de kinesiske og taiwanske leverancer af koldtvalsede rustfri stålprodukter i tilfælde af (den forventede) anti-dumping told mod begge lande.
Dette kunne få større positiv indflydelse på 2015-resultaterne for de europæiske værker. Uagtet dette fortsætter alle de europæiske værker alligevel deres aggressive spareprogrammer. De lavere bundlinjeresultater, kombineret med den betydeligt svagere euro, stiller værkerne i en langt bedre position for så vidt angår omkostninger, end tilfældet var for nogle år siden.
Basispriser: Da markedsdynamikken stadig er mat, forventes basispriserne ikke at stige i første kvartal 2015. Selv i tilfælde af en (for de europæiske værker) positiv udgang på anti-dumping-sagen mod Kina og Taiwan, er en stigning i basisprisene fortsat usandsynlig, da konkurrencen inden for Europa vil vedblive at være hård.
Lagre: For plader var opbygningen af lagre i første halvår 2014 større end reduktionen af lagre i tredje kvartal 2014. Hen mod årsskiftet var lagerrækkevidden for plader i Tyskland 70-75 dage (+15 procent år-til-år). Lagerbeholdningen for stangstål er stadig stor, hvilket kan føre til en reduktion i lagrene i første kvartal 2015. Derfor vil værkernes ordreindgang fortsat være lav i første kvartal 2015.
Slutbrugersegmenter: Byggeri og anlæg: Euroconstruct forudser for branchen en stigning på 2,1 procent i 2015 og noget mere de næste to år. Største vækstdriver vil være øgede investeringer indenfor boligbyggeriet.
Forbrugsgoder: Ifølge den tyske brancheforening for husholdningsudstyr, Zentralverband Elektrotechnik und Elektronikindustrie (ZVEI), var der frem til november 2014 en fremgang på 2,6 procent inden for såvel produktion som omsætning, trods forværrede betingelser globalt i 2014.
Bilindustrien: Ifølge den europæiske brancheforening for bilfabrikanter, the European Automobile Manufacturers Association (ACEA), steg antallet af nyindregistrerede personbiler i januar 2015 for 16. måned i træk med en stigning på 5,7 procent (år-til-år) til ca. 950.000 solgte enheder. Fremgangen fandt fortrinsvis sted i Spanien (+21,4 procent), Storbritannien (+8,7 procent) og Tyskland (+6,7 procent).
Procesindustrien: Den tyske brancheforening VDMA (Verband Deutscher Maschinen- und Anlagenbau e.V.), melder om faldende ordreindgang i den tyske maskinteknik- og procesindustri med ~10 procent år-til-år (pr. november 2014.) Alligevel blev der sidste år nået et nyt rekordniveau i omsætning (212 mia. euro) og produktion (199 mia. euro), endda 2 procent højere end det hidtidige rekordår 2008. VDMA forudser også en yderligere vækst på 2 procent for den tyske produktion i 2015. Faldende oliepriser anses som et tveægget sværd, der på den ene side kan stimulere økonomien positivt, men på den anden side også kan påvirke de segmenter negativt, som er afhængige af olie og gas.
Kilde: Damstahl - http://www.damstahl.dk