Nye møllevinger på vej i støbeskeen
Joint Blade Rotor skal fremstille og teste en ny type vindmøllevinger - støbeformen skal fremstilles i Ringkøbing.
Det er nemlig i et samarbejde mellem den nyetablerede virksomhed Joint Blade Rotor, Ringkøbing Maskinværksted og Solid Windpower, at maskiner, forme og de nye vindmøllevinger skal fremstilles og testes.
Carsten Lauridsen har siden den nye støtteordning til husstandsmøller trådte i kraft haft travlt med at fremstille sine 25 KW-møller og har derfor ikke tid til at stille op til et interview, men det har derimod direktør for LokalVækst A/S, Finn Juhl, der via sin virksomhed har kastet penge efter produktionen og testen af de nye vinger.
- Fordelen ved det her setup, hvor de tre virksomheder arbejder sammen, er, at vi selv kan fremstille alle former og det værktøj, der skal bruges. Carsten råder jo over et vingestøberi, så ham har vi ansat som direktør i Joint Blade Rotor, der så køber sig til timer i de andre virksomheder, fortæller han til Metal Supply.
Som nævnt går man i øjeblikket blot rundt og venter på, at forskerne på AAU er færdige med de endelige beregninger og test. Derfor er man også mere end klar, når de sidste tekniske detaljer tikker ind på computeren.
- Ligeså snart vi har detaljerne, så er vi klar til at gå i gang med produktionen af forme og værktøjer. De første vinger skal helst i test allerede i oktober, hvor vindsæsonen starter, siger Finn Juhl.
Vingerne skal ikke testes på Solid Windpowers 25 KW-møller, men en helt ny type mølle, der i øjeblikket udvikles på.
- Vingerne skal testes på en 60 KW-mølle, en helt ny type, som Carsten arbejder på i øjeblikket. Den har vi nemlig de helt store forhåbninger til, uddyber Finn Juhl.
Udover LokalVækst har Borean Innovation, Den midtjyske Iværksætterfond og Nupark Accelerace Management støttet projektet med i alt 6,5 mio. kr.