Vandskæring i nye omgivelser
Det er lidt af en udfordring at flytte end hel fabrik 20 km, uden at kunderne og medarbejderne skal opleve alt for mange gener ved rokaden. Ikke desto mindre var det opgaven for AB Vandskæring, da den oprindelige fabrik i Nibe blev solgt til nedrivning sidste år.
Til gengæld bød det også på muligheden for at blive herre i eget hus, og lejekontrakten i Nibe blev hurtigt skiftet ud med en ejerkontrakt i Støvring. Ganske tæt på motorvejen ligger virksomhedens nye domicil helt ideelt.
Mere plads
Samtidig er der blevet langt mere plads at brede sig på. Selve fabrikshallerne er på 2.000 kvadratmeter, men samtidig ligger den nye fabrik på en 11.000 kvadratmeter stor grund. Det giver masser af fremtidsmuligheder for den nordjyske fabrik, og for direktør Jan B. Kristiansen er det en dejlig følelse at eje både fabrik og grund.
- Nu kan vi tillade os at tænke mere langsigtet og fokusere på yderligere vækst, forklarer Jan B. Kristiansen, og uddyber:
- Vi skal fortsætte i samme retning og udvikle virksomheden i takt med vores kunders behov.
Flytning forløb glat
Selv om det har været lidt af en udfordring at få flyttet alt inventar og maskiner fra Nibe til Støvring, uden det skulle gå ud over produktionen, er det hele alligevel forløbet glat.
- Til tider har der været meget travlt og kaotisk, men vi har alligevel formået at arrangere det hele, så det ikke er gået ud over kunderne, og alle aftaler er blevet overholdt. Vi har heller ikke været nødsaget til at slække på kvaliteten eller leveringstiderne, beretter Jan B. Kristiansen.
Maskinerne blev flyttet én af gangen således, at der altid var tilstrækkelig ledig kapacitet til at udføre de ordrer, virksomheden har haft.
AB Vandskæring A/S er en af Europas største inden for vandskæring, og virksomheden kan forarbejde en mængde forskellige materialer, fx stål, plastic og sten.
Kilde: AB Vandskæring