Dansk Metal stævner Ankestyrelse
Dansk Metal stævner nu Ankestyrelsen i Landsretten for ikke at følge Højesteretsdom. Den kommende retssag kan få betydning for et stort antal fleksjobbere.
En lang række sager om erstatning for tabt erhvervsevne måtte sidste år gå om, efter Dansk Metal i 2003 fik Højesterets ord for, at fleksjobberes erhvervsevnetab skulle fastsættes uafhængigt af den løn, de får gennem deres fleksjob idet, der skal - med Højesterets ord - ske en "konkret bedømmelse af, hvad tilskadekomne ville eller burde kunne tjene, hvis muligheden for fleksjob ikke forelå".
I den konkrete sag, som Dansk Metal vil fremlægge i Landsretten, har et Metal-medlem, Lars Jacobsen fra Esbjerg, to gange fået tilkendt et fleksjob af kommunen med et tilskud på 2/3 af lønnen. Lars Jacobsen kan efter en arbejdsskade maksimalt arbejde 4 timer om dagen. Alligevel mener Ankestyrelsen efter en ny behandling af sagen, at medlemmet blot skal have en erstatning for tab af erhvervsevne på 50 procent.
- Uden at foretage en eneste undersøgelse siger Ankestyrelsen, at vores medlem kan få et job på normale vilkår og tjene halvdelen af det han tjente, før han fik sin skade. Ankestyrelsen kommer end ikke med en eneste forklaring på, hvorfor deres skøn er lavere end den konkrete vurdering, der er foretaget i kommunen, siger Peter Poulsen.
- Højesterets ord var meget klare. Alligevel lever hverken Ankestyrelsen eller Arbejdsskadestyrelsen op til dem. I mange tilfælde får fleksjobberne stadig tilkendt for lav erstatning i forhold til den konkrete vurdering af deres erhvervsevne, der er sket i kommunerne. Det er dybt betænkeligt, siger Peter Poulsen.
Kilde: Dansk Metal – www.danskmetal.dk