Ny undersøgelse: Indberetninger til det offentlige er en voksende byrde
Der er behov for, at skabe større sammenhæng i mylderet af offentlige indberetningssystemer, og samtidig skal dobbeltindberetninger elimineres, mener FSR danske revisorer.
Resultatet overrasker Charlotte Jepsen, der er administrerende direktør i FSR danske revisorer:
"Med tanke på de mange nye offentlige digitale indberetningsløsninger, som stilles til rådighed for virksomhederne, er det meget overraskende, at byrderne ikke ser ud til at være faldet. Vores indtryk er, at virksomhederne oplever, at de enkelte myndigheder konstant søsætter nye systemer. Det skaber forvirring. Derfor ender de mange nye systemer paradoksalt nok med at øge de byrder, de var tænkt til at sænke. Hvis virksomhederne skal have reelle byrdelettelser, er der behov for at få de eksisterende it-løsninger f.eks. på skatteområdet til at fungere optimalt i stedet for hele tiden at starte nye tiltag", siger Charlotte Jepsen.
Blandt de forskellige offentlige myndigheder, som virksomhederne skal indberette til, vurderer to ud af tre revisorer i undersøgelsen, at det netop er SKAT, der udgør den største administrative byrde for SMV-virksomhederne. Til sammenligning vurderer godt halvdelen, at indberetninger til Danmarks Statistik er blandt de mest byrdefulde. Også indberetninger til NemRefusion og Erhvervsstyrelsen opleves som forholdsvis byrdefulde for SMV-virksomhederne.
Dobbeltindberetninger
Når virksomhederne skal indberette til det offentlige, sker det ofte, at samme data skal indberettes flere gange til forskellige myndigheder. Et typisk eksempel på en dobbeltindberetning er, når størstedelen af selskaberne i Danmark skal indberette oplysninger til SKAT i deres selskabsselvangivelse, oplysninger som allerede fremgår af det årsregnskab, de har udarbejdet og indberettet til Erhvervsstyrelsen.
Hver femte revisor svarer i undersøgelsen, at dobbeltindberetninger finder sted i betydeligt omfang. Kun én pct. af revisorerne vurderer, at der slet ikke sker dobbeltindberetninger til de offentlige myndigheder.
"Det er voldsomt og unødigt belastende for virksomhederne, når de skal indberette de samme oplysninger til flere forskellige offentlige myndigheder. Vi skriver 2015, og det må være muligt med den teknologi, vi har til rådighed i dag at skabe systemer, der sikrer, at oplysninger til det offentlige kun skal indtastes ét sted. Det er på tide at sætte en stopper for dobbeltindberetningerne. Et sted at starte kunne være ved at sikre, at de oplysninger, som fremgår af årsregnskabet, automatisk indsættes i selskabsselvangivelsen, så virksomhederne ikke skal indberette disse oplysninger to gange", siger Charlotte Jepsen.