Medarbejdere fra Atkins Energis strukturafdeling flytter til R&D
De seks nye medarbejdere fra Atkins har stor erfaring inden for beregning og udvikling af stålkonstruktioner primært til offshore-industrien. Hos R&D har man store forventninger til, at man med de nye kompetencer tilsat virksomhedens nuværende erfaring kan få et solidt fodfæste i olie- og gasindustrien.
"Med de seks medarbejdere fra Atkins strukturafdeling får vi tilført spidskompetencer inden for beregning, konstruktion og installation af stålkonstruktioner offshore. Flere af de nye medarbejdere har gennem mange år arbejdet med udvikling af konstruktioner for de store spillere på markedet som eksempelvis Mærsk", fortæller han.
Samtidig får R&D med ansættelsen suppleret de nuværende maskiningeniør-kompetencer med deciderede specialister indenfor struktur design, siger afdelingschefen.
"Vi ser det som en rigtig stor fordel, at vores hus tilføres nye kompetencer og nye værktøjer. Det kan vi drage nytte af på mange områder," siger Søren Schmidt Kellenberger.
Både i Aktins strukturafdeling og på flere tidligere arbejdspladser har de nye medarbejdere arbejdet med udvikling af nye stålkonstruktioner samt reparation og ændringer på eksisterende konstruktioner eksempelvis i Nordsøen, fortæller Senior Structural Engineer Mikael Michelsen, som er én af de seks nye medarbejdere.
"Vi ser frem til at bruge disse erfaringer i vores fremtidige arbejde hos R&D", siger han.
Det har været et stort ønske for de seks medarbejdere at fortsætte med at arbejde sammen.
"Vi har kendt hinanden i mange år, og ønsker alle at fortsætte med at bruge vores kompetencer inden for udvikling af stålkonstruktioner. Samtidig kender vi hinandens styrker, hvilket er en stor fordel i det daglige samarbejde", siger Mikael Michelsen.
Et solidt fodfæste i olie- og gasindustrien
Hos R&D har man store forventninger til, at man med de nye kompetencer tilsat virksomhedens nuværende erfaring kan få et solidt fodfæste i olie- og gasindustrien, siger Søren Schmidt Kellenberger.
"Samtidig kan vores nye folk også være værdifulde sparringspartnere på udvikling af løsninger i andre brancher. Eksempelvis har vi hos R&D rigtig godt fat i vindindustrien, som på mange måder minder om olie- og gasindustrien, og her kan de naturligt indgå som sparringspartnere", siger han.
Hos R&D har man således store forventninger til en positiv udvikling af kundeporteføljen på olie- og gasområdet i de kommende år.
"Vi har præsenteret vores nye kompetencer hos flere interessante kunder på markeder. Vi har fået en yderst positiv respons på, at vi nu også har disse kompetencer i R&D regi," siger Søren Schmidt Kellenberger.