Strandmøllen A/S skifter til brintbiler
Brintbilen, der er en Hyundai ix35, er den første serie producerede brændselscellebil på markedet.
Da brint er et bæredygtigt brændstof, er det et stærkt alternativ til de fossile brændstoffer til biler, lyder det fra Strandmøllen, især nu, hvor der i de kommende år bliver skabt mulighed for tankning i store dele af Danmark i forbindelse med Strandmøllens partnerskab med OK a.m.b.a og H2 Logic A/S. Det er derfor naturligt, at gå et skridt foran og etablere egen brintstation, samt begynde udskiftningen af bilparken fra fossilt brændstof til brintbiler, siger markedsdirektør, Lars Laursen.
"Vi på Strandmøllen er overbevist om, at brintbilerne får et gennembrud på det danske marked i de kommende år. På sigt tror vi på, at også privatbilisterne vil vælge brintbilen. Med vores investering i brintbil og flere brintstationer, håber vi på at være med til at kickstarte dette gennembrud", fortæller han.
For et par uger siden meddelte Strandmøllen, at de har indgået partnerskab med OK a.m.b.a og H2 Logic A/S, om etablering af brinttankstationer i Danmark. Den nystartede virksomhed, Danish Hydrogen Fuel A/S, har planlagt at bygge fem brinttankstationer i Danmark inden udgangen af 2016. For at komme hurtigt i gang med egne brintbiler, har Strandmøllen allerede nu, selv bygget sin egen brinttankstation ved anlægget i Ejby.
"Vi er meget stolte over, at være med til at opbygge en infrastruktur til brinttankning. Hos Strandmøllen sætter vi en ære i at handle som vi prædiker og gøre tingene selv. Vi synes derfor, at det er naturligt, udover samarbejdet i Danish Hydrogen Fuel, at starte med at etablere vores egen brintstation. Vi ønsker at tage vores del af ansvaret for at skabe en klimarigtig transport, og være med til at skåne miljøet", fortæller Strandmøllens Adm. Direktør, Alex Buendia.
Strandmøllens brintbil, en Hyundai ix35, er den første serie producerede brændselscellebil på markedet. Tankkapaciteten på brintbilen gør det muligt at køre 600 km før tankning. Strandmøllens Hyundai ix35, skal bruges af Strandmøllens ansatte.
"Vi er utrolig glade for at Strandmøllen har valgt at satse på brint teknologien. Når en stor seriøs spiller på markedet kommer med en sådan udmelding understreger det teknologiens meget klare potentiale. Vi er meget stolte over at have muligheden for at levere en ix35 brint bil til Strandmøllen og er glade for den tillid der vises Hyundai i udrulningsprogrammet ifht. infrastrukturen", siger Søren Møller Pedersen, Salgschef Hyundai Bil Import A/S.