"En milepæl for Lego Koncernen"
De første Borkum Riffgrund 1 vindmøller ud for Tyskland er begyndt at producere elektricitet. Vindmølleparken vil hjælpe LEGO Koncernen med at nå sin målsætning om at være 100 procent baseret på vedvarende energi i 2020.
I dag, efter to års arbejde, leverer de første vindmøller strøm til elnettet på fastlandet.
"Det er en milepæl for LEGO Koncernen. Nu ser vi de første resultater af denne langsigtede investering i vedvarende energi. Vindmølleparken er et konkret bevis på, at LEGO Koncernen sætter handling bag vores ambition om at bidrage positivt til miljøet på kloden," siger Jørgen Vig Knudstorp, administrerende direktør i LEGO Koncernen.
Investeringen vil hjælpe LEGO Koncernen til at nå sit mål om at producere mere vedvarende energi end den energi, koncernen forbruger i 2020. Når alle 78 vindmøller er klargjort, vil vindmølleparken kunne producere elektricitet til det, der svarer til ca. 320.000 husstandes elforbrug.
Borkum Riffgrund 1 er et joint venture mellem DONG Energy (50 procent) og dets partnere KIRKBI A/S og William Demant Invest A/S (tilsammen 50 procent).
Borkum Riffgrund 1 ligger 54 km fra kysten og 37 km fra øen Borkum. Vindmølleparken vil blive drevet fra DONG Energys havneanlæg i Norden-Norddeich i Tyskland.
Vindmølleparkens 78 vindmøller vil være i stand til at generere op til 312 MW elektricitet.