Slå to fluer med ét smæk på Hannover messen
I en pressemeddelelse fra Håndværksrådet International A/S berettes der om, at virksomheder i år - som noget nyt får mulighed for at kombinere et besøg på Hannover messen 2005, 11. - 15. april, med deltagelse på kontaktbørsen B2Fair.
Ved deltagelse på B2Fair kontaktbørsen på Hannover messen 2005 den 11. og 12. april får din virksomhed – uafhængigt om du er udstiller eller besøgende - mulighed for at forøge udbyttet af din messedeltagelse. Kontaktbørsen giver mulighed for at afholde uforstyrrede og korte møder med mulige kunder, leverandører, distributører og andre samarbejdspartnere, hvor man går lige til sagen. Som udstiller på Hannover messen kan du selvfølgelig via B2Fair afholde møder med besøgende, men også med andre udstillere. Besøgende mødes ikke kun med udstillere, men også med andre besøgende. For alle gælder, at man kan arrangere møder med både køb og salg for øje og derved slå to fluer med ét smæk.
Møderne arrangeres på baggrund af din virksomheds egne krav og ønsker, og du får tilsendt dit mødeprogram, inden selve arrangementet. Målet er at give din virksomhed en større chance for at mødes med endnu flere mulige kunder, leverandører og distributører end ved et traditionelt messebesøg – på en effektiv og tidsbesparende måde.
Kontaktbørsen er målrettet Hannover messens 12 fokusområder, som spænder lige fra proces- & fabriksautomation, overfladeteknologi og energi til mikro- & nanoteknologi, forskning & udvikling samt underleverandørarbejde. Læs nærmere om de 12 fokus områder på http://www.hannovermesse.de
B2Fair, som kontaktbørsen kaldes, er finansieret af EU, så det koster kun 90 € (incl. moms) at deltage med 1 person. Gebyret dækker blandt andet adgangsbillet til kontaktbørsen og Hannover messen, den 11. og 12. april, assistance til at udfyldelse af profil samt praktisk rådgivning før, under og efter arrangementet, optagelse og promovering i kontaktbørsens on-line katalog på www.b2fair.com samt matchning og udarbejdelse af mødeprogram. Opholds- og rejseudgifter er ikke inkluderet i prisen.
Omkring 250 virksomheder fra mere end 15 forskellige lande i Europa forventes at deltage på kontaktbørsen, som finder sted på selve messeområdet. På kontaktbørsens hjemmeside http://www.b2fair.com samt på http://www.hvri.dk og http://www.eu-center.dk kan du finde uddybende information om arrangementet.
Sidste frist for tilmelding er den 28. februar.
Arbejdet i Danmark koordineres af Kristine Voss hos EIC Viborg, der hører under Håndværksrådet International A/S samt af Karsten Gravesen hos EU-Centret i Herning. Ønsker du at deltage eller har du andre spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Kristine Voss på 87 27 47 41 eller voss@hvri.dk.