Malkerobotter tur/retur
Mælkeproducenter har i de sidste 15 år været storaftagere af robotteknologi for at gøre malkningen lettere og mindre ressourcekrævende. Hos Alslev I/S er man nu på vej tilbage til de konventionelle anlæg.
"Vi har haft malkerobotter i syv år og har erkendt, at tidsforbrug og omkostninger med robotter er langt større, end vi havde forventet. Vi har ikke været i tvivl om, at vi ville tilbage til et konventionelt anlæg igen", siger Poul og Claus Drøhse fra Alslev ved Løgumkloster.
Deres nye swingover anlæg koster en tredjedel af, hvad de skulle give for nye robotter.
Malketeknikken er placeret over malkegraven, så det kan anvendes i begge sider. I den tid, det tager køerne at forlade malkepladserne i den ene side og give plads til et nyt hold, malker man køerne i den modsatte side. Dermed udnytter man den dyreste del af anlægget - nemlig teknikken - 100 procent. Samtidig får man en driftsbesparelse på op imod en halv million kroner om året med dette anlæg. Alene strømudgiften er faldet med 15.000 kr. pr. måned, forklarer Claus Drøhse.
Klindt Staldteknik ved Bolderslev har leveret og monteret anlægget som er fra Gea Farm Technologies. De eksisterende robotter blev solgt gennem Klindt Staldteknik. Det tog 8 uger at installere det nye anlæg.
"Det har været en god proces at samarbejde med Alslev I/S, og jeg er ikke i tvivl om, at mange andre mælkeproducenter vil gå tilbage til de konventionelle anlæg, når deres robotter skal udskiftes, både af hensyn til økonomien, men også på grund af et væsentligt bedre management", siger Michael Klindt.