23948sdkhjf

Udspil sikrer bedre styr på udenlandsk arbejdskraft

Indlæg af Dansk Metal, forbundsformand Claus Jensen.
Dansk Metal glæder sig over regeringens udspil om international rekruttering, der vil sikre bedre muligheder for danske virksomheder for at rekruttere udenlandske specialister og samtidig slå ned på snyderi. Forbundet havde dog også gerne set, at man havde ændret den såkaldte beløbsordning.

Forslagene vil gøre det enklere for virksomhederne at rekruttere højt kvalificeret arbejdskraft. Udenlandske specialister er i høj grad med til at drive vækst og udvikling i mange virksomheder, og er dermed også med til at skabe arbejdspladser til eksempelvis faglærte i industrien. Lidt populært sagt, så betyder en ekstra ingeniør, at der bliver plads til tre ekstra smede. Derfor er vi godt tilfredse med, at regeringen nu løser nogle af de udfordringer, der har været for danske virksomheder.

Udover at forbedre virksomhedernes mulighed for at hente udenlandske specialister til Danmark, lægger regeringen også op til at styrke kontrollen af, om reglerne overholdes.

Når der kommer udlændinge ind på danske virksomheder, skal det naturligvis ske på danske løn- og arbejdsvilkår. Vi har desværre set eksempler på misbrug og snyd, og derfor er vi glade for, at regeringen nu lægger op til en markant styrket kontrolindsats, bl.a. ved at give flere ressourcer til udgående kontrol og en tværgående myndighedsindsats.

Dansk Metal er også positiv overfor den foreslåede opstramning af greencard-ordningen, men ærgrer sig over, at der ikke er udsigt til en ændring af den såkaldte beløbsordning. Beløbsordningen gør det muligt at rekruttere udenlandsk arbejdskraft fra 3. lande uanset kvalifikationer, hvis blot bruttolønnen overstiger 375.000 kr. om året.

Grænsen på 375.000 kr. er for lavt sat, når det drejer sig om højt kvalificeret arbejdskraft, og vi ved, at myndighederne i dag har svært ved at kontrollere, om kontrakterne under ordningen lever op til danske løn- og ansættelsesvilkår. Derfor håber vi, at de faglige organisationer inddrages i en høringsprocedure, og at der bliver etableret en større grad af gennemsigtighed i forhold til løn- og ansættelsesvilkår. Det er der stadig et behov for.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073