DK-seals styrker salgsafdelingen
Pakningsproducenten på Fyn har netop ansat Mogens Nielsen som salgskonsulent i en nyoprettet stilling.
"Vi havde simpelthen brug for flere hænder. Vores produktsortiment bliver hele tiden større, og det kan for alvor mærkes, at vi sidste år udvidede med standardtætninger. Det har givet os et skub fremad, og der er kommet mange nye kunder til. De skal serviceres optimalt, og samtidig skal vi være mere synlige i marken", siger Ulrik Olling og tilføjer, at der stadig er et stort uopdyrket potentiale hos for eksempel maskinbyggere og cylinderfabrikanter.
Mogens Nielsen har mange års erfaring med salg af tætninger og pakninger. Han kommer fra en stilling i salgsafdelingen hos Carsten Holm A/S, og det var især det store potentiale, der gjorde jobbet hos DK-seals attraktivt for den nyansatte konsulent:
"Det er kun 3 år siden Ulrik overtog Serman & Tipsmarks pakningsproduktion, og han har udviklet virksomheden meget siden da. Der er stadig mange som ikke kender omfanget af vores produktprogram, og det skal jeg være med til at lave om på", siger han.