23948sdkhjf

Minister besøgte erhvervsskole

Der blev talt internationalisering og nytænkning, da børne- og undervisningsminister Christine Antorini besøgte Tradium i Randers.
Hovedformålet med besøget var fra ministerens side at hente inspiration.

- Danmark er ikke bare et videnssamfund. Vi skal fortsat have produktion, og derfor er det så vigtigt at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Her har Tradium nogle gode bud på, hvordan det lader sig gøre at skabe attraktive og kompetencegivende vilkår for de studerende - blandt andet med det store internationale fokus, sagde Christine Antorini.

Børne- og undervisningsminsteren var specielt begejstret for Tradiums målsætning om, at samtlige uddannelser skal have et internationalt aspekt med tilbud om besøg eller udveksling i udlandet. Det var en af visionerne ved sammenlægningen af handelsskolen og teknisk skole i 2010, og i dag samarbejder Tradium med over 50 skoler rundt om i Europa.

Blandt de første til at afprøve idéen om praktikcentre

Der var også ros til en række af Tradiums nye initiativer:

- Tradium har været en af de første skoler til afprøve idéen om praktikcentre, der med den nye lov om garanterede praktikpladser nu bliver udbredt til hele landet. Her findes også den nye EUX-uddannelse, hvor man kan blive både håndværker og student, og så afprøver man efter sommerferien et initiativ med rent fysisk at placere 10. klasse midt i de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser. Alt sammen inspirerende og tværgående nytænkning, lød det fra ministeren.

Og det var ikke tomme ord, mente administrerende direktør Tage Andersen, som efter mødet havde indtrykket af en oprigtigt interesseret minister:

- Jeg tror, hun tog vores gode erfaringer med sig. Hun skrev i hvert fald meget ned under mødet og virkede velvillig i forhold til at rydde eventuelle fremtidige hindringer af vejen, sagde han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078