Pas på frostskader i virksomheden
Virksomhedsejere og administratorer af erhvervsbyggeri bør særligt være opmærksomme, hvis lokaler står ubenyttede hen. De bør desuden holde deres bygninger opvarmet, da forsikringen kun dækker frostskader i opvarmede rum, meddeler Codan Forsikring.
- Tomme bygninger - som måske endda har et "Til salg" eller "Udlejes"-skilt i vinduet - kan let blive nedprioriteret i en travl tid. Men i de kolde vintermåneder bør man også investere tid i at sikre disse ejendomme mod frostsprængninger på vand- og varmeinstallationer", siger Ane Jægersborg, skadedirektør for Codan Erhverv.
Lad bygningen være opvarmet hele vinteren
For at undgå frostsprængninger bør man desuden lade bygningen være opvarmet vinteren over - også selvom den står tom, og særligt hvis frostvejret bliver ved i længere tid. Forsikringen dækker nemlig kun omkostninger i forbindelse med frostsprængninger på vand- og varmerør eller eventuelle vandskader, hvis ejendommen har været tilstrækkeligt opvarmet.
- Vi dækker kun frostsprængninger, når årsagen er, at der har været svigtende varmeforsyning. Vi opfordrer derfor alle vores erhvervskunder til at holde deres ejendomme opvarmet vinteren igennem - også dem, der står tomme. Vi har før set, at det har vist sig dyrt at spare på varmen. En anden mulighed for at forebygge skader kan være at tømme rørene for vand, siger Ane Jægersborg fra Codan.