E-handel: Fortsat betydelige udfordringer for SMV´er
Der strømmer fortsat nye love og regler ud fra EU, som ikke er forståelige for de danske virksomheder, siger Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH).
Danmarks økonomiske vækst kræver derfor, at politikerne lytter til OECD og letter lovgivningen for e-handel, mener Annette Falberg, adm. direktør i FDIH:
"Politikkerne skal se at få øjnene op for e-handel og forstå, hvor vigtig den er for økonomien. Mange små og mellemstore virksomheder driver e-handel, og love skal være enkle og forståelige. Der strømmer fortsat nye love og regler ud fra EU, som ikke er forståelige for de danske virksomheder. Vi mister de konkurrencemæssige fordele, som Danmark har opbygget gennem årene, hvis ikke politikkerne har en forståelse for e-handlens påvirkning af landets økonomi," siger hun.
Fokus på de små og mellemstore virksomheder
Både EU og USA har haft en ikke-finansiel vækst inden for e-handel på henholdsvis 14 og 16 %. Det meste af e-handlen foregår mellem virksomhederne (B2B), og udgør tæt på 90 %. De resterende 10 % fordeles mellem B2C, B2G og C2C.
Analyserapporten fra OECD konkluderer samtidig, at der på trods af den stadige vækst i e-handel, fortsat er betydelige udfordringer for virksomhederne - og det er især de små og mellemstore virksomheder med 10-49 medarbejdere, der møder udfordringer i forhold til at starte e-handel. Lovgivning på tværs af landene, beskatning, e-betalinger og ikke mindst evnen til at kunne bruge og udnytte de digitale kanaler til nye forretningsmodeller er især udfordrende for SMV´er.
De små og mellemstore virksomheder udgør 99 % af alle forretningerne i OECD og bidrager med 40-70 % af den økonomiske vækst.