Wisecon får landsdækkende forhandlernet
Stigende rotteplage og øget opmærksomhed på miljørigtige og højteknologiske løsninger hos blandt andet kommuner og boligselskaber har for alvor sat gang i salget af højteknologiske rottefælder i kloakkerne. Derfor har Wisecon A/S i Helsinge opbygget et landsdækkende forhandlernet.
- Efterspørgslen efter vores effektive, miljørigtige produkter er stærkt stigende. For at tilføre en effektiv, ekstra dimension til både salg og service, har vi derfor sammensat et forhandlernet, der både kan sælge, bekæmpe rotter samt udføre service, forklarer salgschef hos Wisecon, Per Sørensen.
Det nye forhandlernet består af entreprenørvirksomheden Per Aarsleff A/S samt skadedyrsbekæmpelsesfirmaerne Anticimex A/S, TKD Byg, PestGuard, Mortalin A/S og Kiratin A/S.
- Vores nye net af forhandlere hjælper i forvejen kommuner, boligselskaber fødevarevirksomheder, hospitaler m.fl. med en række opgaver, der er tæt relateret til vores produkter. Derfor er dette samarbejde optimalt både for os, forhandlerne samt kunderne, forklarer Per Sørensen.
Der er stor efterspørgsel på miljørigtige produkter over hele verden, og med dette nye net af forhandlere, hvoraf nogle også er repræsenteret på Wisecons udenlandske markeder, ser Per Sørensen gode muligheder for en betydelig vækst i de kommende år.
- Gennem det sidste år har vi haft fokus på at uddanne og certificere vores nye forhandlere, så de er klar til at tage over nu. Det sker med en betydelig større volumen end vi selv har udført tidligere, og derfor har vi forventninger om en årlig vækst på mellem 15-20 procent over de kommende år, siger Per Sørensen. mola