DESMI forfølger yderligere sund vækst
Alt imens der i pumpevirksomheden DESMI A/S er stor tilfredshed med et 2011, der på mange måder ser ud til at kunne afsluttes som det femte rekordår i træk, arbejdes der konstant med tiltag med henblik på at forfølge de globale muligheder for yderligere vækst.
- Det er som med hønen og ægget: Spørgsmålet om hvad der kom først. I DESMI vil vi skabe de strukturer, der giver plads til yderligere vækst, netop med henblik på at sikre de nødvendige rammer for en større virksomhed.
Det er ambitionen hos DESMI, der blev etableret i 1834 og dermed hører blandt landets ældste industrivirksomheder, at fastholde momentum ved at styrke den daglige ledelse med flere kræfter til fokuseret drift. Samtidig skal der frigøres kræfter til forretningsudvikling og videre strukturel udvikling.
Henrik Sørensen uddyber:
- Vi har de senere år været meget fokuseret på væksten i den ordinære drift, men er overbeviste om, at der også ligger mange muligheder i strukturel udvikling og eventuelle tilkøb af komplementære forretningsenheder og virksomheder.
Det er baggrunden for, at DESMI med virkning fra 1. januar 2012 etablerer en struktur med tre forretningsenheder: En Oil Spill-enhed, en Pumpe-enhed og en Contracting-enhed. De refererer alle til et overliggende selskab, DESMI A/S, hvortil det er tanken at opkøbe yderligere selskaber i det omfang, det findes rigtigt.
Dette betyder, at pumpeaktiviteterne bliver samlet i et selvstændigt selskab i DESMI-koncernen et selskab, der pr. 1. januar 2012 har navnet DESMI Pumping Technology A/S. Det er udgangspunktet, at selskabet her i år ét vil blive bidrage med en omsætning i niveauet 500 mio kr. til koncernen.
Henrik Mørkholt, som igennem en længere periode har været salgsdirektør i DESMI A/S, udnævnes til administrerede direktør for DESMI Pumping Technology A/S. Henrik Mørkholt, der har en baggrund som maskinmester, bliver ved udnævnelsen sideordnet med Dennis W. Larsen, der er direktør i DESMI RoClean A/S (Oil Spill-enheden) og Erling Pakula, der er direktør i DESMI Contracting A/S (Contracting-enheden).
DESMI-koncernen har store ambitioner, idet det umiddelbare mål er at nå en omsætning på kerneforretningen på 1 mia. kr. inden for de næste tre år.
Denne vækst skal primært komme fra de globale aktiviteter, som fortsat vil blive udbygget.
Hertil forudser man, at der vil komme en betydelig aktivitet inden for nye områder som for eksempel selskabet DESMI Ocean Guard A/S, hvor DESMI sammen
med A.P. Møller-Maersk og Skjølstrup & Grønborg Aps arbejder med udvikling af systemer til rensning af ballastvand.
- Vi oplever stigende interesse for de "grønne løsninger", og vores kunder tager godt imod koncepterne inden for energioptimering, udtaler Henrik Mørkholt, der i øvrigt er fortrøstningsfuld, selvom det må erkendes, at det er en ambitiøs strategi, der ligger for pumpeområdet.
DESMIs pumper og pumpeløsninger vinder større og større indpas i forretningssegmenterne Marine & Offshore, Oil Spill, Industry, Utility samt Defence & Fuel, hvilket sikrer væksten til trods for forventninger om fortsat vanskelige vilkår.
- Vi er selvfølgelig lige så sårbare som alle andre i forhold til de globale konjunkturer, men uanset de vanskeligere markedsforhold satser vi på at vinde markedsandele. Målet om at nå og passere milliarden i omsætning med en fortsat rimelig indtjening vil blive fastholdt. Vi arbejder dog ikke med en "Titanic-strategi", så tiden, det tager at nå målet, må selvsagt tilpasses de markedsvilkår, vi får i de kommende år, fastslår Henrik Sørensen.
Koncerndirektøren afslører slutteligt, at omsætningen forudses at blive godt 710 mio. kr. i 2012, hvor den til sammenligning udgjorde 622 mio. kr. i 2011.
DESMI beskæftiger over 500 medarbejdere, hvor den overvejende del arbejder i udlandet.
DESMI blev for en måneds tid siden kåret som dansk vinder af konkurrencen "Entrepreneur Of The Year 2011".
Om baggrunden for valget af årets danske entreprenørvirksomhed hed det blandt andet, at DESMI den høje alder til trods har haft held til at bevare en innovativ tilgang og forstå at udnytte de muligheder, som det globale marked giver. DESMI skal forsvarede de danske farver, når verdens bedste vækstvirksomheder mødes i Monaco i juni 2012.