Totale elvarmeløsninger er eksportsucces for JEVI
Vejle-virksomheden, JEVI A/S, satser på markedet for komplette eltekniske varmesystemer, hvor virksomhedens varmelegemer integreres i samlede pakkeløsninger med eksempelvis tryktanke, instrumentering og styring. Det har højnet eksportandelen markant.
- Ud over en fortsat stigning i salget af enkeltstående varmelegemer oplever vi markant vækst i afsætningen af totale, kundetilpassede varmeløsninger, der nu udgør omkring en tredjedel af omsætningen. Eksportandelen er boomet og overgår i 2011 for første gang nogensinde salget på hjemmemarkedet. Da vi samtidig har formået at fastholde en solid base i den danske industri og installationsbranche, har vi haft en betydelig vækst i både omsætning og overskud i 2011, som forventes at fortsætte i år, udtaler Karsten Blume Schmidt.
Bred viden er afgørende
Ifølge projektsalgschef John Littau er JEVIs allround-knowhow inden for varmeløsninger altafgørende ved udvikling af komplette, kundetilpassede systemer.
Vores engineering-kompetencer på områder som tryk- og flowberegninger samt svejsemetoder gør os i stand til at udvikle selv meget komplekse totalløsninger, der også omfatter eksempelvis tryktanke, instrumentering og styring. Der kan for eksempel være tale om at integrere et af vores varmelegemer i en samlet beholderløsning, som vi også selv monterer. Kunderne undgår på den måde at skulle købe fra en række forskellige leverandører og skal ikke selv bekymre sig om at få de forskellige komponenter til at spille sammen, siger han.
Salgschefen fortæller også, at JEVI i 2011 har kunnet præsentere flere produktmæssige forbedringer og nyheder herunder brug af en ny forseglingsteknik ved indbygning af varmelegemer i trykløse tanke, der giver større modstandskraft og dermed længere levetid. Ligeledes har JEVI netop lanceret en ny vandkølet bremsemodstand til offshoresektoren, JEVI Seawater Cooled Braking Resistor.
Også kravene til kvalitetsstyring er vokset sammen med afsætningen af ofte komplekse totalløsninger. JEVI er certificeret efter normerne ISO 9001:2000 og ATEX, hvilket blandt andet betyder, at for eksempel produktionsprocesser samt design- og udviklingsaktiviteter løbende dokumenteres og kontrolleres af eksterne auditører. Også slutdokumentationen har fået større bevågenhed.
Det hænger sammen med, at de komplette løsninger oftest indgår i større systemer og derfor skal indpasses. Her er det essentielt, at dokumentationen er fyldestgørende, for derved bliver samarbejdet med kunderne lettere og mere effektivt, siger John Littau.
Netop hensyn til effektivitet og processer har ifølge JEVI været en væsentlig faktor for mange af koncernens nye eksportkunder heriblandt Siemens Oil & Gas i Trondheim, der for nylig udvalgte JEVI som en af sine leverandører af bremsemodstande til drillingsystemer.
Vi har især lagt vægt på JEVIs effektive R&D-afdeling, der lever op til vores kvalitetskrav samt gør dem i stand til at levere kundetilpassede, kosteffektive løsninger. Det er også en faktor, at produkterne er godkendt af klassifikationsbureauer som Det Norske Veritas, American Bureau of Shipping og China Classification Society. Vi har allerede planer om at udvide samarbejdet, fortæller indkøbschef Per Gunnar Følstad.
.